Storbritanniens udenrigsminister, Boris Johnson, var i sidste uge på charmetur i Asien for at skabe alliancer, der kan hjælpe unionen, når den forlader EU. Men i stedet fik han skabt en fjende.
- Jeg opfordrer alle lande i Det Sydkinesiske Hav til at respektere fri bevægelighed og international lov, sagde Boris Johnson i en tale i Sydney ifølge Bloomberg.
Det blev set som en stikpille til Kina, der er i gang med at udvide sin militære tilstedeværelse i Det Sydkinesiske Hav gevaldigt.
- Storbritannien er igen parat til at støtte den internationale orden med penge og militær tilstedeværelse. Derfor er en af de første missioner for vores nye, store hangarskibe at sejle igennem Malaccastrædet, sagde Boris Johnson yderligere.
Malaccastrædet er et af verdens mest besejlede farvande og ligger mellem Malaysia og Indonesien.
Enorme mængder fragt bliver sejlet igennem strædet, da det er den hurtigste rute mellem blandt andet Kina, Japan og Sydkorea til Europa.
Tidligere har Boris Johnson irriteret Kina ved at sige, at Hongkongs autonomi er afgørende.
Talen i Sydney affødte hurtigt et svar fra de kinesiske medier, der ofte ligger meget tæt på det kommunistiske parti i landets linje.
- Brexit svækker Storbritanniens indflydelse, og det ser ud til, at landet har behov for at hævde sig for at styrke sit selvbillede. Men hvis det går for langt, vil det bringe sig selv i problemer, skriver Global Times, et kinesisk medie, oven på Johnsons tale.
Det kinesiske udenrigsministerium har også kommenteret talen:
- Et land, der ikke ligger i regionen, insisterer på at skabe bølger i Det Sydkinesiske Hav, hvor det ellers er roligt.
- Kina er oprigtig i sit ønske om at skabe en gylden æra i relationen med Storbritannien. Men det kræver en indsats fra begge sider at gøre forholdet bedre, skriver udenrigsministeriet ifølge Bloomberg.
/ritzau/