Det bliver ikke til meget andet end et lynvisit, når Frankrigs nye præsident Emmanuel Macron i eftermiddag aflægger besøg hos Frankrigs nærmeste og vigtigste allierede, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
Merkel og Macron mødes ved 17.30-tiden i Berlin, og mødet og kemien mellem de to kan blive en af de mest afgørende faktorer for EU-samarbejdets fremtid.
I Frankrig er Macron nu landets præsident de kommende fem år. Og uanset udfaldet af det kommende parlamentsvalg i Frankrig, så har en fransk præsident store beføjelser til at føre EU-politik, som han måtte ønske det.
Og efter søndagens valg i Nordrhein Westfalen, så peger de fleste pile i retning af, at Angela Merkel også vil være tysk forbundskansler efter det tyske valg den 24. september.
Så med Storbritannien på vej ud af EU og Italien splittet og svagt, så er det overvejende sandsynligt, at Emmanuel Macron og Angela Merkel vil være kongen og dronningen af EU de kommende 4-5 år. Og i fællesskab kan de to komme til at lede en revolution af EU-samarbejdet.
Frankrig og Tyskland har tidligere fungeret som en dynamisk motor for EU. Men skal man pege på et fransk-tysk samarbejde, som reformerede og revolutionerede det europæiske samarbejde, så skal man helt tilbage til dengang, præsidenten i Elysée Palæet hed Mitterrand, og kansleren i Bonn hed Kohl.
Siden midten af 1990'erne har det fransk-tyske EU-samarbejde været uden den store dynamik, og i perioder har det nærmest kørt i tomgang.
Men nu kan tiden være inde igen. Forudsætningerne for at puste nyt liv i det fransk-tyske samarbejde har aldrig været bedre.
Med Storbritannien udenfor EU vil det være EU-landene fra Central- og Østeuropa, som skal bremse fremtidige fransk-tyske initiativer. Østlandene vil ikke bryde sig om en del af de reformer, som Merkel og Macron vil sætte på dagsordenen. Men deres største bekymring vil være den kommende reform af EU's budget.
Prioritet nummer ét i lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet er at sikre en fortsat strøm af EU-penge. Og når Storbritannien ikke længere betaler til EU-budgettet fremover, så er det kommende store hul i EU-kassen det emne, som mere end noget andet vil definere østlandenes EU-politik i de kommende år.
Tasken fyldt med forslag
Når Emmanuel Macron møder op i Berlin, så har han en stribe idéer til, hvordan EU-samarbejdet bør reformeres.
På samme måde, som Donald Trump vil sætte USA først, ønsker Emmanuel Macron, at man i EU skal sætte Europa først.
EU har ifølge Macron været naiv, når man har lavet den europæiske handelspolitik. Han ønsker at beskytte det europæiske marked på flere måder.
Han ønsker eksempelvis en Buy European Act – en lovgivning, som giver virksomheder, som har mere end 50 procent af deres produktion indenfor EU fortrin, når der skal bydes ind på offentlige udbud eller offentlige infrastruktur-projekter. USA har noget lignende med en Buy American Act.
Macron vil også beskytte EU-markedet bedre mod dumping udefra – som når for eksempel kinesiske producenter pludselig udkonkurrerer europæiske virksomheder med billigt producerede solfangere fra Asien. EU skal have en stærkere anti-dumping politik, mener Macron. Et vigtigt værktøj til at holde mere produktion i Europa.
Afværge løndumping
Samtidig ønsker den franske præsident, at udenlandske virksomheder skal forhindres i at overtage bestemte europæiske virksomheder, hvis disse har strategisk betydning. Det kan for eksempel være virksomheder indenfor forsvarsindustrien eller virksomheder, som håndterer centrale dele af et lands infrastruktur som eksempelvis el-nettet.
Emmanuel Macron har lovet, at han vil reformere det franske arbejdsmarked. Men samtidig vil han også forhindre urimelig løndumping fra for eksempel østarbejdere. Derfor ønsker Emmanuel Macron en reform af EU's såkaldte udstationeringsdirektiv. Det skal være lettere at beskytte det nationale arbejdsmarked mod løndumpere.
Frankrigs nye præsident ønsker også en reform af eurozonen. Dels ønsker han nogle institutionelle ændringer i den måde, euro-landene arbejder på. Ifølge Macron har der været for meget fokus på tal og for lidt på politik, og der har været en tendens til, at eurozonen har brugt samme medicin overfor alle lande med ondt i økonomien. En mere politisk tilgang til den sag vil ikke vække begejstring i Berlin.
Eurozone med eget budget
Men mindst lige så interessant er Emmanuel Macrons ønske om, at eurozonen skal have sit eget budget. Tanken er, at penge på et eurozone-budget vil kunne bruges til at omfordele penge fra områder, hvor der allerede er meget godt gang i økonomien til investeringer i områder, hvor der er behov for en økonomisk håndsrækning.
EU har allerede en sådan politik i dag i form af EU's strukturfonde. Alle EU-lande betaler ind til EU-kassen, og de mindst velhavende lande har gode muligheder for at søge støtte til forskellige typer af projekter, som skal hjælpe regionerne med at forbedre deres økonomi.
Hvis eurozonen får sit eget budget, vil EU's strukturfonde nødvendigvis mindske i størrelse og betydning. Med andre ord er der udsigt til, at eurozonen kan blive mere central, mens resten af EU – udenfor euroen – i højere grad bliver et andengrads-EU-medlemskab.
En sådan udvikling vil på flere områder gøre ondt på Danmark. Dels vil der være en tendens til, at en større del af EU's økonomiske, politiske udvikling vil blive fastlagt af eurolandene. Dels kan der komme et betydeligt pres på, at velhavende lande, som ikke er med i euroen, skal betale mere til EU-kassen fremover. Det vil ramme lande som Danmark og Sverige.
Hollande droppede eurozone reformer
I især den britiske presse har der været fokus på, at Emmanuel Macrons forslag om at reformere eurozonen og give eurolandenes deres eget budget vil blive mødt af tysk modstand. Og fremtrædende politikere fra Angela Merkels parti har da også været ude med kritik af nogle af tankerne.
Men faktisk er en del af Macrons forslag om reform af eurozonen udarbejdet i samarbejdet med Angela Merkels Kansleramt.
Da Macron i 2012 arbejdede som rådgiver for præsident Francois Hollande i Elysée Palæet, så blev han sendt til Berlin for at forhandle om en reform af eurozonen med nogle af Angela Merkels centrale EU-rådgivere.
Macron og Merkels folk blev enige om en række reformer – deriblandt en særlig investeringsfond for eurozonen, som Angela Merkel efterfølgende foreslog under eurokrisen.
Men i sidste ende var det Macrons daværende chef – præsident Hollande – som endte med ikke at ville gå med til eurozone-reformerne, fordi de kom med en pris om reformer hjemme i Frankrig. Reformer som præsident Hollande dengang frygtede ville kunne komme til at koste hans genvalg.
Når Macron møder op i Kansleramt i dag, er en del af hans reformforslag ikke kun velkendte for Angela Merkel og hendes EU-rådgivere. Tyskerne har selv været med til at udarbejde dem.
Med det udgangspunkt er der en god basis for, at Angela Merkel og Emmanuel Macron er parate til at starte en reform af EU-samarbejdet. Og hvis Macron ovenikøbet kan levere reformer, som får bragt orden i fransk økonomi, så vil det fransk-tyske samarbejde i de kommende år kunne udvikle sig til noget af en tiltrængt revolution for EU-samarbejdet.