Knap en kvart million meldes nu dræbt i Syrien

Civile og hærens soldater udgør de største grupper af døde i de seneste fire år i Syrien, viser opgørelse fra aktivistgruppe.

Redningsfolk hjælper en syrisk mand ud af ruinerne efter et tøndebombeangreb i Aleppo i Syrien i begyndelsen af august. (Foto: © Anadolu Agency, 2015 Anadolu Agency)

Konflikten i Syrien har siden marts 2011 kostet flere end 240.000 mennesker livet. Der er 12.000 børn i den triste statistik.

Det oplyser aktivistgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der ved hjælp af et bredt forgrenet netværk af kilder i Syrien fører statistik over krigen og dens ofre.

Der findes ingen officielle dødstal fra eksempelvis FN eller lignende aktører, men i alt har gruppen dokumenteret 240.381 dræbte. Det er næsten 10.000 flere døde end for bare to måneder siden.

Mange civile og soldater dræbt

Civile syrere har betalt en høj pris for borgerkrigen. Millioner er flygtet, mens 71.781 meldes dræbt. Ud af dem er cirka hver sjette - 11.964 - børn. Det kan dog ikke udelukkes, at dødstallet er behæftet med en vis usikkerhed.

Det samme gælder for de mindst 88.616 soldater, der har kæmpet på præsident Bashar al-Assads side i konflikten, og som ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder har mistet livet.

Af dem skal cirka 50.000 have været soldater i regeringshæren, mens resten betegnes som allierede krigere.

Dødstal for udenlandske krigere

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder opgør antallet af dræbte oprørere til 42.384, mens antallet af dræbte, udenlandske jihadister, der er rejst til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller andre militante bevægelser, er 34.375.

Identiteten på de resterende cirka 3.200 registrerede dræbte i konflikten er ukendt.

Ud over de mange dræbte er der omkring 30.000 personer, som er meldt savnet eller på anden måde ikke kan redegøres for.

Ifølge FN er over ti millioner syrere fordrevet internt eller eksternt på grund af konflikten i Syrien.

/ritzau/