Italien er på røven. På alle tænkelige måder.
Landet er lige nu det EU-land, som er hårdest ramt af coronavirus, og flere end 1.000 italienere er døde af sygdommen. Den italienske økonomi er ramt som aldrig før. Landet er lukket ned, og italienerne har udsigt til at havne i store økonomiske vanskeligheder.
Fra Rom har politikerne råbt på hjælp igen og igen. Italien mangler lægeudstyr til at håndtere krisen, og nu og i månederne frem får Italien brug for økonomisk hjælp i et hidtil uset omfang.
Men indtil videre har der ikke været meget hjælp i de svar, som Italien har fået fra Bruxelles, Berlin og Paris.
Tyskland og Frankrig stoppede for eksport af medicinsk udstyr til Italien for at holde udstyret hjemme i deres egne lande. Kommissionsformand Ursula von der Leyen forsøgte i sidste uge at vise italienerne lidt sympati med at sige: ”I dag er vi alle italienere”.
Men ser man på den seneste meningsmåling fra Italien, er italienerne ikke imponerede af en EU-reaktion, som indeholder væsentligt flere pæne ord end egentlig handling.
Ikke behov for at se tiden an
88 procent af alle italienere siger, at EU ikke hjælper Italien. Antallet af italienere, som nu mener, at EU-medlemskabet er en ulempe for Italien, er 67 procent. Det er en stigning på 20 procent.
Og kun 21 procent – altså hver femte italiener – mener i dag, at medlemskabet af EU er en fordel for Italien.
Situationen i Italien – både sundhedsmæssigt og økonomisk – er klog at have i baghovedet, når EU-landenes finansministre i dag klokken 17 tænder for deres tv-skærme og web-kameraer for at afholde et video-konference i eurogruppen.
For hvis der er noget, italienerne ikke har brug for, så er det endnu et EU-møde, hvor politikerne siger, at nu må man se tiden an, og at de står parat til at handle – senere – hvis det måtte være nødvendigt.
Usædvanligt møde
Dagens møde er på alle måder usædvanligt.
Europas største økonomier er lukket ned. Caféer, restauranter og biografer er lukkede. Det samme er flere og flere grænser. Flyselskaberne holder op med at flyve. Alene SAS sender 10.000 medarbejdere hjem. Og det store spørgsmål på alles læber er:
Hvad gør EU-landene nu?
EU's sundhedsministre er i konstant kontakt med hinanden om coronakrisen. Sundhed og sygehuse er ikke EU-kompetence, så der er i virkeligheden ikke mange værktøjer, som EU-landene kan tage i brug i fællesskab. Men på nogle områder er der grebet ind, og man vil handle i fællesskab.
Europa-Kommissionen har forhindret, at EU-landene internt kan stoppe distribution af medicinsk udstyr. Men samtidig er der indført et krav om eksport-tilladelser. Udgangspunktet er, at det, som produceres i Europa, skal blive i Europa, hvis der er brug for det der. Men internt i EU skal medicinsk udstyr kunne bevæge sig derhen, hvor der er mest brug for det.
Mens alle et eller andet sted har forståelse for, at sundhedsministre, læger og hospitaler gør det så godt, de nu engang kan - og mere end det - vil de europæiske finansministre ikke blive mødt med samme forståelse, når de mødes senere i dag.
Nu står de her igen
At mødet bliver alt andet en sædvanligt, kan man også se på mødets omgivelser.
Det er egentlig et møde med eurogruppens finansministre. Men de øvrige EU-landes finansministre, heriblandt Nicolai Wammen (S), deltager også. Der er kun ét punkt på dagsordenen: coronakrisen og dens effekt på økonomien.
Og så er der naturligvis det usædvanlige, at ministrene ikke samles i Bruxelles, som de plejer. De sidder i hver deres hovedstad, og mødet foregår på videolink.
Det er ikke første gang, EU-landenes finansministre har befundet sig i en dyb krise. Da finanskrisen brød ud i 2008, og den finansielle sektor frøs til is med det resultat, at selv sunde virksomheder ikke længere kunne låne penge i banken, gik den europæiske økonomi i stå.
De politiske ledere var tvungne til at bruge milliarder og atter milliarder på at redde konkurstruede banker. De fleste banker blev reddet, men de europæiske politikere stod tilbage med en økonomi i recession og en offentlig gæld, som var vokset betydeligt. Bankerne blev reddet med lånte penge.
Og nu står de så her igen, finansministrene. I en krise. Denne gang er det ikke bankerne, men bestemte sektorer som forlystelsesbranchen og transportbranchen. Og denne gang er det ikke store banker, men derimod hundrede tusinder af små og mellemstore virksomheder og selvstændige enkeltmandsvirksomheder, der er i store problemer, fordi deres indtjeningsgrundlag med et slag er forsvundet.
Brug for klar besked
For at forstå behovets omfang kan man blot kaste et blik på Italien, hvor premierminister Conte vurderer, at Italien skal bruge 25 milliarder euro – mere end 180 milliarder kroner – på at beskytte den italienske økonomi mod de økonomiske trusler, som coronavirus udgør.
Det svarer til 1,4 procent af Italiens bruttonationalprodukt.
Flere europæiske lande – deriblandt store økonomier som den italienske og franske – kan meget snart stå i den situation, at de får brug for at låne penge for at kickstarte deres økonomi. Hvordan og hvor meget kan ingen sige.
Ingen ved, om butikker åbner igen om få uger, og om rejseaktiviteter genoptages hurtigt. Eller om dette viser sig at være en krise, som bliver mere langvarig.
Men uanset om krisen bliver kort eller lang, er der en ting, som er helt sikkert, og det er, at små erhvervsdrivende ikke kan vente længe med et svar på, hvor de står. For mens kasseapperaterne står tomme, og indtægterne er tæt på nul, er mange udgifter som eksempelvis husleje og varme konstante. Og hvis en arbejdsgiver ovenikøbet forsøger at fastholde medarbejdere, så kommer lønudgifter oveni.
Så hvad europæiske virksomheder har brug for mere end noget andet fra Europas finansministre, er klar besked om, at der er hjælp på vej. Og her hjælper ord alene ikke meget.
Klar til at gøre alt?
En caféejer skal hurtigt kunne vide, at vedkommende kan gå i banken og få en kassekredit. Og banken skal hurtigt vide, at der er hjælp på vej, som gør det muligt for banken at give en sådan kassekredit – uden store risici.
Første hjælpende hånd kom i torsdags, hvor den Europæiske Centralbank (ECB) lovede, at banker i eurolandene får stillet ekstra likviditet til rådighed. Der er tale om penge, som bankerne i eurolandene kan låne hos ECB på meget favorable vilkår – men med den betingelse, at pengene lånes ud til små og mellemstore virksomheder.
ECB's lånefacilitet i sig selv er dog ikke nok. Bankerne får formentlig brug for, at der også er en form for statslige garantier for, at banken ikke står alene med risikoen, hvis det viser sig, at virksomheden ikke kommer i gang igen, og de udlånte penge dermed er tabt.
Og nu kommer så det store spørgsmål: Vil eurolandenes finansministrene gøre alt, hvad der skal til for at hjælpe med at bringe kriseramte landes økonomi på fode igen?
Også selv om det betyder, at et allerede stærkt forgældet land som Italien nu skal ud og låne endnu flere penge?
Ikke det, Italien har brug for
Italiens gæld er i dag så stor, at det svarer til 135 procent af landets bruttonationalprodukt (BNP). Til sammenligning udgjorde den danske statsgæld ved udgangen af 2019 33 procent af det danske BNP.
EU-reglerne siger, at et euroland ikke må have et større underskud på budgettet end tre procent af BNP. Og egentlig skal landene sigte mod en balance i budgettet og oveni have fokus på at nedbringe den offentlige gæld.
At Danmark med den meget lave gæld kan låne penge – og sågar endda til en fordelagtig rente – er der næppe nogen tvivl om. For resten af verden er det attraktivt at købe, når den danske stat udsteder statsobligationer for at låne penge.
Men det samme er ikke tilfældet for et land som Italien, der har stor gæld, og som også kæmper med andre troværdighedsproblemer såsom et ustabilt politisk system, korruption og organiseret kriminalitet.
Den slags er alt sammen med til at gøre italienske statsobligationer til et mindre attraktivt investeringsobjekt end en dansk. Italienske statsobligationer kan altså sælges til en dårligere kurs end en dansk – og dermed kommer Italien til at betale en højere rente.
Og for et land i krise, som allerede har en stor gæld, er nye lån med høj rente ikke lige det, landet har brug for.
Brug for klare svar
Så når politikere og journalister i Italien i aften holder øje med eurogruppens møde, vil de nøje holde øje med, om eurolandene er parate til at hjælpe Italien. Og man vil også se uden for eurozonen og på andre EU-lande som Danmark for at se, hvilken type af hjælp der er på vej.
Da Grækenland var i voldsomme økonomiske vanskeligheder under eurokrisen – en krise så voldsom, at de græske banker måtte lukke – holdt en lille gruppe lande med Tyskland i spidsen fast på, at regler er regler, og at regler skal holdes.
Og da eurolandene endelig bestemte sig for at hjælpe Grækenland, kom hjælpen med så mange og så voldsomme betingelser set med grækernes øjne, at et stort flertal af befolkningen sagde nej til lånevilkårene ved en folkeafstemning.
Det påvirkede dog ikke hverken Tyskland eller Holland. De insisterede på, at reglerne skulle holdes, hvis Grækenland skulle låne penge.
Og nu står de der altså igen, finansministrene. De skal bestemme, om de vil hjælpe Italien og andre økonomisk trængte lande.
I første omgang er der ikke tale om et behov for direkte hjælpepakker. Men der er behov for allerede nu at signalere, at coronakrisen er så voldsom, at den sætter EU's almindelige budgetregler ud af kraft. Hvis der er noget, en caféejer i Italien ikke kan bruge til noget, så er det en tysk 'lad os nu lige vente og se, hvor galt det går'-linje på mandagens møde.
For sådan en melding kan caféejeren ikke tage med sig til mødet med sin bankmand.
Kan blive starten på enden
Der er behov for robuste udmeldinger om, hvilke kriseredskaber EU-landene er parate til at tage imod.
Og hvis finansministrene gør som under finanskrisen – og ikke kender deres besøgelsestid – er der en ikke ubetydelig risiko for, at mandagens møde kan blive starten på enden for euroen og det europæiske samarbejde, som vi kender det i dag.
Manglende klarhed fra EU's side om hjælp til Italien – blandt andet i form af justerede ØMU-regler – vil være vand på møllen for lederen af det italienske højrepopulistiske parti Lega, Matteo Salvini. Han er i forvejen den mest populære politiker i Italien, og hans budskab er klart:
At Italien skal gøre, som andre lande gjorde under flygtningekrisen. Nemlig at ignorere EU-reglerne.
Og det er ikke svært at se, hvordan lederen af det højrepopulistiske parti National Samling i Frankrig, Marine Le Pen, vil kunne mobilisere en protestbevægelse i Frankrig, hvis EU-ministrene ikke tillader præsident Macron at hjælpe franske virksomheder.
Står i den perfekte storm
Men omvendt står den tyske finansminister med det modsatte problem. For hvis han bare slipper tøjlerne og lader eurolande som Italien og Frankrig bruge løs af offentlige penge, de ikke har, vil kritikken vælte ned mod den tyske finansminister fra det tyske højrenationale parti Alternative für Deutschland.
Noget tilsvarende kan også forventes i Holland og Finland.
Så EU's finansministrene står med andre ord i dag i det, som kan betragtes som den perfekte storm.
Der er behov for at vise handling. Det går ikke at gøre det, som tyskerne altid har foretrukket når der er krisemøder i EU, nemlig at se tiden an. Der behov for handling, og der er behov for handling nu. For denne gang er det små og mellemstore virksomheder, som er pressede. Ikke store banker.
Men uanset hvordan finansministrene agerer, må en række af ministrene forvente, at deres handlinger vil blive mødt med stor indenrigspolitisk kritik. Enten fordi de gør for meget – eller fordi de gør for lidt.
Et ualmindeligt svært møde
Coronakrisen og dens konsekvenser – på sygehusene og økonomien – er så alvorlig, at befolkningen i hvert eneste EU-land forventer, at lige præcis deres politikere vil gøre alt for at sikre deres befolkning. En situation, som betyder, at politisk mod til at udvise solidaritet med andre lande uden for grænsen vil være en politisk mangelvare.
For hvad gør EU-politikerne, hvis det om en måned viser sig, at hvad Italien har behov for, ikke er lempeligere ØMU-regler, men en egentlig økonomisk hjælpepakke – bakket op af andre lande?
Dagens møde mellem EU's finansministre er et af den slags møder, hvor ministrene får behov for at se hinanden særligt dybt i øjnene, når de skal finde ud af, hvordan de vil reagere på coronakrisen. Og med den politisk sprængfarlige situation i alle medlemslande, bliver videomødet ualmindeligt svært at håndtere.
Behovet for løsninger er enormt. Forventningerne til konkrete beslutninger er noget lavere.