Af Emma Juul, journalist
Onsdag den 11. Marts 2020.
Da jeg vil ud at købe frokost, er den eneste åbne butik i nærheden et slagteri. Her køber jeg to sandwich af ejeren Enzo Pelosi, der siger, at restriktionerne kan mærkes på salget i hans butik
- Vi håber snart, det får en ende, for det har alvorlige konsekvenser, og ikke kun hvad angår folks helbred. Jeg ser en nedgang på 60-70 procent, og det er altså ikke kun hos mig. Folk foretrækker at købe alt i supermarkedet for så at flygte hjem, fortæller han.
Netop i dag har Italiens regering sat 25 milliarder euro af til at tackle de økonomiske konsekvenser ved landets nedlukning, som især butiksejerne mærker.
I samme ombæring lover landets finansminister, at ingen italienere vil miste deres arbejde til coronavirus. Det skriver avisen La Repubblica.
Jeg går ned til markedet under vores lejlighed, der heldigvis stadig har åbent. Mens jeg står med en hånd på hagen og overvejer, om jeg skal købe auberginer, udbryder en mand ved min side
- Signorina, få så den hånd væk fra munden!
Grønthandleren siger, at han er nervøs for, om Syditalien vil have ressourcerne til at stå imod, hvis smitten bliver ligeså udbredt her, som den hidtil har været nordpå.
Når jeg åbner mit badeværelsesvindue, lugter der af klor. Det samme gør der i gaderne, hvor der ligger klorlugtende vandpytter foran alle butikker. Folk har travlt med at gøre rent og desinficere i hjem og butikker.
Fodbold i tomme gader
Vores udlejer skriver til min kæreste og mig, at vi bør holde os indendøre, men at vi godt kan gå en tur ved byens strandpromenade, så længe vi holder afstand til andre mennesker.
Vi er overraskede over, hvor tomt der er ved vandet. Hvor der normalt er ballonsælgere, hundeluftere, løbere, lystfiskere og børn, er der nu kun en håndfuld mennesker. To kvinder sidder og taler på en bænk, og den ene løfter hurtigt ned i masken for at veninden bedre kan høre hende.
På vej hjem passerer vi fem butikker, der på skilte på dørene skriver, at de holder lukket, indtil situationen igen er stabil.
To af mine venner er lige nu i Napoli. De fortæller, at der på cafeerne står baristaer i deres uniformer klar til at lave espressoer til kunder, der aldrig kommer.
En flok mænd i gule veste, der normalt plejer at dirigere trafikken, spiller fodbold i de tomme gader.
Selvom der stadig er folk på gaden og butikker, der holder åbent, har byens lydbillede forandret sig. Hvor der før var gøende hunde, snak og knallertstøj, er der nu så stille, at jeg tager mig selv i at glemme, at jeg befinder mig i Syditalien.
Selvom det italienske forår indbyder til gåture og is ved vandet, holder vi os indendøre det meste af dagen. Jeg er glad for, at vi i det mindste har en altan med kig til havet.
Tirsdag d. 10. marts 2020. "Hold en meters afstand"
Jeg ringer til min mormor for at høre, hvordan de har det i Lombardiet, hvor der lige nu er snak om at lukke regionen yderligere ned.
Hende og min morfar holder sig indendørs, og hun er bekymret, fordi den første person i deres lille landsby er blevet testet positiv. Hun råder mig til at gøre rent med klor og passe godt på mig selv. Jeg synes, hun lyder mat.
I dag har jeg for alvor kunnet mærke, at situationen er eskaleret her i Syditalien, som ellers har været forholdsvis forskånet i forhold til nordpå.
Selvom markedet under vores lejlighed stadig har åbent, er der markant færre mennesker på gaden.
I supermarkedet er der blevet sat skilte op om, at man skal holde en meters afstand til de andre kunder.
En ansat ligger på gulvet med målestok og tape for at opmåle og markere en meters afstand, som folk skal holde til hinanden i køen.
I butikkerne må man ikke gå ind flere ad gangen, så på gaden foran mit lokale apotek står en lang række mennesker i kø med en meters afstand mellem sig.
Alle taler om virusset: Spanske udvekslingsstuderende i bussen mumler om den ind i deres telefoner.
Afrikanske gadesælgere taler om den og trækker deres fleecetrøjer op over mund og næse, og italienerne står i små grupper med masker og plastikhandsker på og diskuterer de nye restriktioner.
Mit universitet har lukket indtil den 3. april, ligesom alle andre skoler og universiteter i landet. Mit pilatesstudie, biografer og teatre holder lukket, mens kindkys, håndtryk og større forsamlinger frarådes.
Indtil i dag har jeg mest været bekymret for mine bedsteforældre, fordi de er gamle og bor i Lombardiet, som er den region, der er hårdest ramt.
Men det gør indtryk på mig, at den danske regering nu fraråder danskerne alle rejser til Italien.
Min udlejer skriver til mig, at jeg måske lige skal købe ind, så jeg har lidt ekstra mad og vand i huset for en sikkerheds skyld.
For første gang diskuterer min kæreste og jeg for alvor, om vi burde tage hjem til Danmark.
Mandag d. 9. marts - 2020. "Alt har lukket"
Jeg sidder på en bar i Napoli med nogle venner, da premierminister Conte meddeler, at hele Italien lukker ned.
Tjeneren kommer ud og fortæller os, at de må lukke allerede nu på grund af de nye regler, der tilsiger, at barer og restauranter skal lukke klokken 18.
På vej hjem lægger jeg mærke til, at Napoli er affolket.
De store pladser er tomme, og der er næsten ingen mennesker på hovedbanegården. Da min kæreste og jeg ankommer til byen Salerno, hvor vi bor, må vi ikke stige af toget.
Vi får ikke at vide hvorfor, men da jeg kigger ud ad vinduet, ser jeg sundhedspersonale med dragter og masker på, der tæller togpassagerene.
Vi skal alle have taget vores temperatur, som bliver noteret sammen med oplysninger om, hvor vi har været henne, og hvad vi hedder.
Stationen er tom, bortset fra en flok betjente der spørger, hvor vi kommer fra.
Da jeg svarer Napoli, får vi lov til at forlade stationen.
Salernos hovedgade, der plejer at summe af liv fra de mange barer og restauranter under palmerne, er helt tom. Alt har lukket.
Artiklen er opdateret d. 11. marts med nye afsnit