- Jeg overvejer at fjerne Tesla fra aktiemarkedet med en kurs på 420 dollar per aktie. Har styr på finansieringen.
Sådan skrev Elon Musk, Teslas øverste chef, på Twitter i august.
Det har nu fået de amerikanske myndigheder til at sagsøge Tesla-bossen for svindel med aktiekursen ved bevidst at misinformere investorer.
Det skriver Bloomberg.
Det har prompte fået aktiekursen på elbilfabrikanten til at falde med omkring 10 procent. Den sagsøgende myndighed, børstilsynet Securities and Exchange Commission, har planlagt et pressemøde senere i aften dansk tid.
Elon Musk endte med ikke at gøre alvor af sit tweet, men udmeldingen fik aktien til at stige i værdi, da han påstod, at han ville købe aktierne fra markedet til en høj kurs - og at han havde finansieringen på plads.
Og sidstnævnte er blandt andet hvad, han nu bliver sagsøgt for. I søgsmålet skriver myndighederne:
- Musks udtalelser fra Twitter indikerede, ukorrekt, at hvis han ville opkøbe Tesla-aktierne, var det nærmest hundrede procent sikkert, at han kunne gøre det til en pris per aktie, der var substantielt højere end Teslas daværende aktiekurs, at finansieringen var på plads, og at det eneste bump på vejen var en aktionær-afstemning, skriver de.
Musk havde ifølge myndighederne hverken diskuteret eller bekræftet finansieringen med nogen potentielle investorer.
Myndighederne forsøger med søgsmålet at få blokeret Musk fra at lede et aktieselskab igen. Derudover kræver de, at han tilbagebetaler alle former for indtjening, han har modtaget på grund af udmeldingen på Twitter.