Elon Musk fik igen tirsdag tiltrukket opmærksomhed til elbil- og batteriproducenten Tesla, da han med et opslag på det sociale medie Twitter skabte så stor furore på aktiemarkederne, at handlen med Tesla-aktien blev suspenderet for en periode.
I tweetet skriver Elon Musk: - Overvejer at tage Tesla af børsen for 420 dollar. Finansieringen sikret.
Med sit opslag indikerer Elon Musk, at han muligvis er villig til at købe alle Tesla-aktier til en kurs på 420 dollar stykket. Kursen på Tesla-aktien, der før det tweet var et godt stykke under, steg umiddelbart efter til 371,15 dollar.
Kursen steg
Dermed kunne Tesla-aktionærer se deres aktier stige i værdi for øjnene af dem.
Efter et stykke tid suspenderede aktiemarkedet Nasdaq handel med Tesla-aktien indtil et kvarter før lukketid, skriver Ritzau Finans.
I det kvarter fortsatte aktiens kurs op ad. Da markederne lukkede lå aktiens værdi 11 procent højere end lukkekursen mandag. I et senere tweet uddyber Elon Musk:
- Mit håb er, at alle nuværende investorer vil forblive hos Tesla, selv om vi trækkes af børsen. (Jeg, red.) vil skabe en fond med et særligt formål, som vil gøre det muligt for alle at blive hos Tesla.
Musk: Støtte fra investorer
Han forsikrer samtidig, at han vil forblive topchef hos Tesla, såfremt hans tanker bliver til virkelighed. Samtidig oplyser han, at han ikke ønsker at forlade Tesla, hvis det ikke lykkes at trække selskabet af børsen.
- Støtte fra investorer er bekræftet. Det er betinget af en afstemning blandt aktionærerne, hvilket er den eneste grund til, at dette ikke er en kendsgerning, skriver Elon Musk på Twitter.
Følsom over for spekulation
I en pressemeddelelse fra Tesla uddyber Elon Musk, at Teslas notering på aktiemarkedet gør selskabet sårbar for investorer, der ønsker at shorte Teslas aktie.
Manøvren at shorte en aktie går ud på, at en investor låner en aktie. Imens han har besiddelse af aktien, sælger han den og håber på, at kursen derefter falder.
Hvis kursen på aktien falder, kan investoren købe den tilbage for eksempelvis det halve af, hvad han har solgt den for.
Efter at have købt aktien tilbage leverer investoren aktien tilbage til dens oprindelige ejer og beholder selv fortjenesten af sine transaktioner med aktien.
/ritzau/
Opdatering: Artiklen er opdateret med lukkekurs.