Da den nu berømte og berygtede bog om Donald Trump ’Fire and Fury’ i går udkom i USA, strømmede amerikanerne til landets boghandlere.
Flere steder i Washington D.C., New York og Los Angeles var de oplag af bogen, som forretningerne havde bestilt, revet væk.
Og på Amazon er bogen ligeledes utilgængelig og kan først komme ud til læselystne kunder om to til fire uger. Det skriver Variety.
Anmelder savner forklaring på succes
Samtidig med at amerikanerne har kastet sig over bogen, er de første anmeldelser af ’Fire and Fury’ ligeledes landet.
Og der er ikke stor begejstring at spore hos juristen Lloyd Green, som blandt andet har arbejdet i det amerikanske justitsministerium. Han har anmeldt bogen for The Guardian.
Green roser Wolff for den adgang, som han har haft til Trumps nærmeste medarbejdere. Han savner dog en større udredning af den bevægelse, som Trump repræsenterede.
”Blandt ’Fire and Fury’s’ mangler er, at den undlader at forklare tilstrækkeligt, hvordan Trump nåede frem til 1600 Pennsylvania Avenue (Det Hvide Hus’ formelle adresse, red.), og den manglende forståelse for det bånd, som er smedet af Trump og hans bagland.”
Alligevel konkluderer han, at bogen er en ”must-read” - én bog, man bare skal læse.
Sladderbog med irrelevante detaljer
Samtlige anmeldelser hos både amerikanske og britiske aviser hæfter sig især ved bogens påstande om Trumps totale inkompetence, og de mange magtkampe han har haft med medarbejdere i sin administration.
Hos The Independent er journalist Andrew Griffin negativ over for bogen, som han mener primært omhandler ”det tomme hul” i Trumps hoved, og de mennesker som prøver at ”udfylde det”:
- Trump er dog ikke kun et tomt hul. Indimellem kommer glimt af lys ud af det tomme hul, men bogen har – forfærdelig nok – ikke nogen forklaring på det, hedder det.
Griffin kritiserer blandt andet bogens blot ene side om Trumps tilgang til Nordkorea, mens hans tilgang til Syrien får masser af spalteplads.
- Det er en sladderbog, konstaterer Griffin og spørger retorisk, om det er relevant at bringe detaljer om, at Trump og hans kone sover i forskellige senge, eller at han bad om endnu et tv i sit soveværelse.
Begejstret anmelder: Bogen er ”voldsomt velskrevet”
Anderledes positive toner finder man imidlertid hos journalist David Sexton fra The Evening Standard:
- Få politiske afsløringer er egentlig værd at læse, når de saftige nyhedshistorier er blevet høstet og udgivet. Michael Wolffs ’Fire and Fury: Inside The Trump White House’ er anderledes.
Sådan begynder Sexton sin anmeldelse af bogen, som han kalder ”voldsomt velskrevet” og ”ubarmhjertigt fokuseret”. Han hæfter sig desuden ved, at bogen er skrevet i datid, ”som en nekrolog”.
Sexton roser forfatterens skarpe analyser og konkluderer følgende:
- Denne bog hjælper dig langt om længe med at forstå, det der indtil nu virkede fuldstændig uforståeligt: præcis hvordan et så udueligt, forvirret og håbløst et præsidentembede kunne indtræffe.