Donald Trump sprutter af vrede over en ny bog, som meget passende hedder 'Fire and Fury' - ild og raseri.
Bogen, der udkommer i næste uge, er en insider-beretning fra Det Hvide Hus under Trump, skrevet af journalisten Michael Wolff, der har haft eksklusiv adgang til kredsen af mennesker omkring præsidenten.
De mest opsigtsvækkende udtalelser i bogen, som blandt andet avisen The Guardian har læst, kommer fra Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon, der går hårdt til blandt andre præsidentens børn.
- Bannon bruger ord som landsforræderisk og upatriotisk om præsidentens søn Donald Trump Jr.'s møde med repræsentanter for Kreml i Trump Tower, efter at de har lovet at levere snavs om Hillary Clinton. Og Bannon betegner datteren Ivanka Trump som værende dum som en mursten, fortæller USA-korrespondent i DR Nyheder Steffen Kretz.
En af Donald Trumps advokater truer nu Steve Bannon med et sagsanlæg.
Ikke noget kønt billede
Præsidenten har selv inviteret forfatteren bag den kommende bog indenfor i Det Hvide Hus, hvor han har været fluen på væggen i flere måneder.
Michael Wolff har tidligere skrevet pæne ting om folk omkring Trump, og det har formentlig ligget i kortene, at journalisten skulle skrive en rosende bog, siger Steffen Kretz. Men de forventninger blev skuffede.
- Det er absolut ikke et kønt billede, der tegnes: Det er billedet af et nærmest totalt kaos i Det Hvide Hus - med fraktioner, som bekæmper hinanden og nære rådgivere, som hovedrystende bagtaler deres chef, siger korrespondenten.
- Bogen beskriver en præsident, som er uoplyst, som ikke gider sætte sig ind i indviklede politiske problemstillinger - og mest er optaget af at pleje sit eget ego.
6 afsløringer i bogen 'Fire and Fury'
- 1
Tidligere chefstateg Steve Bannon anklager Donald Trump Jr. for forræderi efter møde med russisk repræsentant.
- 2
Trump var rystet og forfærdet over at vinde præsidentvalget, mens hans kone Melania var knust.
- 3
Præsidenten var vred og skuffet under sin indsættelse.
- 4
Ivanka Trump har en hemmelig plan om at blive præsident.
- 5
Mediemogulen Rupert Murdoch betegnede Donald Trump som en "idiot" efter en telefonsamtale med præsidenten.
- 6
Personer i Trumps inderkreds, som havde problematiske forbindelser til Rusland, satsede på, at han ville tabe valget. Kilde: BBC
Brud på loyalitet
Donald Trump har umiddelbart fokuseret sin vrede på Steve Bannon, efter uddrag af bogen begyndte at komme frem i går.
Præsidenten skriver i en pressemeddelelse, at Bannon gik fra forstanden, da han blev fyret fra Det Hvide Hus.
- Forklaringen på præsidentens vrede er nok dels, at Bannon med sine udtalelser har brudt noget af det, som Trump mener er allerhelligst - nemlig loyalitet, som Trump forlanger af de folk, han omgiver sig med. Dels, at Bannon angriber Trumps familie, siger Steffen Kretz:
- Men Trumps reaktion skyldes formentlig også, at bogen og Bannons angreb gør ondt, for alle ved, at Bannon har været helt central i at bringe Trump frem til valgsejren i 2016. Det var ham, der mixede den politiske cocktail af populisme og højrenationalisme, som gjorde Trump til præsident.
Kendte Trump til møde?
Den af Steve Bannons udtalelser, som i længden kan give størst problemer for præsidenten, handler om det famøse møde i Trump Tower mellem blandt andre Donald Trump Jr. og en gruppe russere, der påstod at have snavs om Hillary Clinton.
Bannon udtaler nemlig, at chancen for, at Donald Trump Jr. undlod at fortælle sin far om mødet er "lig nul".
- Er den udtalelse mere end gætværk, så kan Bannon meget vel blive indkaldt til afhøring - for det møde er helt centralt i den efterforskning, som den særlige anklager Robert Mueller leder, siger Steffen Kretz med henvisning til justitsministeriet og forbundspolitiets FBI's undersøgelse af forbindelser og/eller koordinering mellem Rusland og medlemmer af Donald Trumps kampagnestab.