En krig mellem Israel og den shiamuslimske milits Hizbollah er rykket tættere på end nogensinde.
Sådan lyder vurderingen fra Kristeligt Dagblads mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, efter de to parter de seneste uger har eskaleret deres angreb mod hinanden.
Og det skaber frygt i Israel, fortæller Allan Sørensen.
- Israelerne er skidebange, for de har aldrig været i åben krig med en enkeltorganisation, som er så stærk som Hizbollah.
Allan Sørensen bor selv i Israels nordlige by Haifa. Her har borgmesteren opfordret borgerne til at købe vand og dåsetun, hvis en eskalation tvinger dem i beskyttelsesrum i flere dage, fortæller han. Mens vi snakker sammen, bliver der affyret omkring 100 rakatter ind over det nordlige Israel.
Sune Haugbølle, der er professor i mellemøstlige studier ved Roskilde Universitet, vurderer, at frygten er reel.
- Israel ved godt, at Hizbollah har så mange raketter, at det kunne lægge Israel ned i uger og måske endda måneder, siger han.
Også i Libanon er man klar over, at en krig vil få konsekvenser for hele landet.
- Højst sandsynligt ville det føre til en landoffensiv, heftige bombardemeter, smadrede byer og ødelagt infrastruktur over hele landet, spår Allan Sørensen.
Om scenariet bliver til virkelighed, afhænger af Hizbollahs ageren, mener Allan Sørensen.
Han vurderer, at Israel forsøger at provokere Hizbollah så meget, at de svarer tilbage med en kraft, der gør det acceptabelt for Israel at gå i full-blown krig.
Angrebet i det nordlige Libanon er et eksempel på, at Israel godt ved, at de overtræder Hizbollahs røde linje, vurderer korrespondenten.
En presset Netanyahu
Hverken Israel eller Hizbollah har siden 7. oktober ønsket en krig, lyder det fra Allan Sørensen.
- Der har nærmest været et aftalt spil om, at I rammer os, og vi rammer jer, men vi går ikke for langt.
Så hvorfor nu?
Ifølge Allan Sørensen skyldes det internt pres fra Netanyahus bagland. De presser på for at finde en løsning for de tusindvis af israelere, der er blevet fordrevet fra det nordlige Israel.
Der er tale om mellem 60.000 og 100.000 mennesker, som lever i uvished om, hvornår de kan komme hjem, fortæller korrespondenten.
- Den ene mulighed er, at regeringen fortæller folk, at de bliver nødt til at finde et permanent sted at bo længere sydpå, men det ville være et kæmpe nederlag for dem. Den anden mulighed er at tage kampen op mod Hizbollah.
Også vejrforholdene spiller en stor rolle. Til oktober begynder regnen nemlig at tage til i regionen, hvilket gør det enormt svært at føre krig, fortæller Allan Sørensen.
Banen kridtes op
Store profiler på begge sider er klare i mæglet. De er klar til krig.
- Alle Hizbollahs højborge bør brændes, de bør ødelægges. Krig!, lød det i sidste uge.
Man skal dog ikke altid tage den kontroversielle politikers ord for gode varer, lyder det fra Allan Sørensen.
- Han er fuld af varm luft og bombastiske udtalelser.
Langt mere alvorligt skal man dog tage en udtalelse fra den næstkommanderende i Hizbollah, Naim Qassem.
- Hvis Israel vil kæmpe i en totalkrig, så er vi klar til det, sagde han i sidste uge.
- Som mangeårig leder og højtstående medlem af Hizbollah vil jeg tage hans udtalelser meget mere alvorligt, vurderer Allan Sørensen.
Hvem kan holde dem fra hinanden?
Allan Sørensens dom er klar. Ingen kan tøjle Hizbollah.
Det afholder dog ikke flere lande fra at prøve. Ifølge Sune Haugbølle er "det diplomatiske apparat" i fuld gang og særligt Frankrig og Storbritanien har taget del i kampen om at finde en diplomatisk løsning.
Står det til Allan Sørensen afhænger en mulig løsning af Hizbollah.
- Hvis de vurderer, at de har irriteret Israel tilstrækkeligt med deres sympatiangreb og går med til at rykke sig 20 kilometer nord fra grænsen, så ville Israel acceptere det. Så ville der komme en diplomatisk løsning.
Spørgsmålet er, om Hizbollah ville kunne leve med det nederlag. Det er Allan Sørensen i tvivl om.
Sikker er han dog på, at Israel er færdig med at have Hizbollah rendende i baghaven.
- Israel går hastigt efter at løse den her situation på den ene eller den anden måde, siger han.