Der blev danset, råbt og festet, da tusinder onsdag marcherede gennem Østjerusalem.
Hvert år fejres dagen, hvor Israel erobrede Jerusalems østlige del under Seksdagskrigen i 1967, og i år var ingen undtagelse.
Trods spændingerne over den igangværende krig i Gaza fulgte den årlige begivenhed, ‘Jerusalem Day’ sin sædvanlige rute gennem den Gamle Bys Damaskusport og videre gennem byens muslimske kvarter.
Flere palæstinensiske butikejere holdt lukket midt i et tungt israelsk politiopbud, hvor over 3.000 betjente fulgte demonstranterne under marchen.
En butiksejer langs ruten fortæller en journalist, at han er bange for, hvad der kan ske under marchen.
Flere israelske medier heriblandt Haaretz og The Times of Israel beskriver marchen som voldelig. Israelsk politi oplyser, at i alt 18 israelske nationalister blev anholdt i forbindelse med markeringen, heraf fem personer for at angribe journalister, der dækkede begivenheden.
Den israelske avis Haaretz – hvis journalist Nir Hasson var blandt dem, der blev overfaldet – rapporterede, at unge mænd marcherede gennem det muslimske kvarter og råbte “Død over arabere”, mens de angreb både palæstinensere og andre personer.
Hvad går dagen ud på?
Jerusalem er et af de mest betændte områder i Israel-Palæstina-konflikten og huser helligdomme for både muslimer, kristne og jøder.
Israel besatte det tidligere jordanske Østjerusalem i 1967 og annekterede området i 1980 – en handling, der ikke anerkendes i en stor del af det internationale samfund.
Østjerusalem er hjemsted for omkring 350.000 palæstinensere og 230.000 israelske bosættere. FN’s Sikkerhedsråd betragter det som en overtrædelse af international lov, at Israel gør krav på hele Jerusalem som hovedstad – særligt den østlige del af Jerusalem er omstridt. En lang række lande herunder Danmark har derfor deres ambassader i Tel Aviv.
Israels minister for national sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, var også tilstede under marchen:
- Med hjælp fra Gud er den fulde sejr vores, sagde han og tilføjede:
- Jerusalem er vores.
Premierminister Benjamin Netanyahu deltog ikke i marchen, men holdt en tale i anledningen af ‘Jerusalem Day’.
- De troede, at de kunne udslette os fra kortet, men vi er et gammelt folk, et folk af modige krigere. Vi rejste os som én og forsvarede os. Det gør vi også i dag mod Hamas i syd, Hizbollah i nord og Iran i øst, sagde han.
På 'Jerusalem Day' i 2021 affyrede Hamas raketter mod Jerusalem, hvilket udløste en krig i Gaza, der varede i 11 dage.
Hamas-leder Ismail Haniyeh sagde efter onsdagens march, at optøjerne endnu en gang beviser, at "Jerusalem er centrum i konflikten”.
Videoer og billeder viser voldsomme scener
Videoer viser flere scener fra marchen: en video viser, hvordan en ung mand klatrer op ad en mur og hænger det israelske flag op på minareten af en moské, mens mængden på gaden jubler.
En anden video, der florerer på sociale medier, viser, at den palæstinensiske journalist Saif Kwasmi bliver angrebet af en gruppe unge mænd, der tager fat i journalistens pressevest og sparker ham.
Videoer viser også personer, der går rundt med skilte, hvor de anklager den Internationale Domstol (ICJ) – der lige nu undersøger, om Israel begår folkedrab i Gaza – for at arbejde for Hamas.
Israelske embedsmænd har ofte været under pres både inden for og uden for Israel for at ændre marchens rute for at undgå at passere gennem det muslimske kvarter og optrappe spændinger, skriver The Times of Israel.
Men efter pres fra flere politikere – heriblandt Itamar Ben-Gvir – bekræftede politiet mandag, at de ville opretholde den sædvanlige rute fra centrum af Jerusalem til Grædemuren.
- Vi skal ramme dem på det vigtigste sted for dem, sagde Ben-Gvir til Army Radio torsdag morgen.