I dag er det 50 år siden, at den daværende leder af Kinas kommunistparti, Mao Zedong, indledte kulturrevolutionen godt hjulpet af de unge rødgardister.
Maos fremtidsplaner for det kinesiske samfund kostede millioner af mennesker livet og sendte befolkningen ud i kaos og hungersnød.
Årsdagen bliver i Kina forbigået i tavshed, fortæller DR's korrespondent i Kina, Hanna Leanderdal.
- Der står ikke noget nævnt om kulturevolutionen i aviserne herude i dag, og det viser, at det stadig er et meget stort tabu, siger hun.
- Mange af Kinas nuværende ledere, inklusiv den kinesiske præsident Xi Jinping, mærkede selv konsekvenserne af kulturrevolution. De var børn af eliten, som blev beskyldt for at være klassefjender dengang.
- Når regeringen i dag taler om vigtigheden af stabilitet i landet, handler det bl.a. om, at mange husker det kaos, som kulturrevolutionen bragte med sig. Desuden har regeringen ikke lyst til at tage det her opgør med fortiden. Det ville betyde, at man også skulle tale om skyld og partiets rolle, og det har regeringen ikke lyst til, siger Hanna Leanderdal.
Mao ses også som folkehelt
Lige efter kulturrevolutionen var der i Kina et stort behov for at bearbejde tiden under Mao, hvilket blandt andet kom til udtryk i flere bøger og film om rædslerne.
Men i 1980'erne begyndte der at komme krav om mere demokrati i landet. Det fik regeringen til at lægge låg på al kritik af partiet og fortiden.
Nu skulle man se fremad og genopbygge landet og økonomien.
I dag skal man dele Kina op i de ældre og unge for at se på, hvordan kineserne ser på kulturrevolutionen, forklarer Hanna Leanderdal.
- De unge undervises ikke i kulturrevolutionen og ved ikke, hvad der skete dengang, andet end hvad deres forældre har fortalt dem. De ser Mao som en historisk person.
Der er dog også kinesere, som i dag ser Mao som en folkehelt.
- Mange - særligt ældre kinesere - har stadig stor respekt for Mao, fordi han ifølge dem gav almindelige mennesker status. Pludselig var man noget, hvis man var arbejder eller bonde. Det var første gang i Kinas lange historie som kejserdømme, siger Hanna Leanderdal.
Sagen kort
- •
Kinas kulturrevolution var en polisk kampagne i 1960'erne ledet af kommunistformanden Mao Zedong med en ideologi om at udrense alt, hvad der var borgerligt og kapitalistisk og erstatte det med socialisme.
- •
Springet skulle ske i landbrugskollektiverne og industrien og gøre Kina til en stormagt på rekordtid. Prisen blev hungersnød og mellem 500.000 og to millioner døde.
- •
Mao var født i en bondefamilie i en tid, hvor Kina ændrede sig fra kejserdømme til republik. Mao så socialismen som redning for Kina og var i 20'erne med til at grundlægge kommunistpartiet.
- •
Han styrede Kina med hård hånd. Under Kulturrevolutionen i 60'erne røg kritikere i genopdragelseslejre, mens 'Maos lille røde' oplærte de unge i Maos tanker.
- •
Han mistede til sidst politisk magt og havde reelt kun lille indflydelse frem til sin død i 1976. (kilde: DR's arkiv)