Overalt i Europa kommer flygtninge ind over landegrænserne i rekordstore antal, og den store flygtningestrøm har indtil videre fået flere lande til at reagere med kraftige tiltag.
I Ungarn bygger landet lige nu en lang mur langs grænsen for at standse flygtninge i at finde over grænsen. Storbritannien og Frankrig har netop indgået en aftale om at bekæmpe menneskesmugling ud af den franske havneby Calais med hegn, overvågning og mere grænsekontrol mellem de to lande.
I Makedonien er landet gået i undtagelsestilstand, fordi myndighederne vurderer, at presset ved den sydlige grænse mod Grækenland er så højt, at hæren må tilkaldes for en genskabe kontrollen. Og i Slovakiet vil man nu kun tage imod kristne flygtninge for at sikre, at andre religioner ikke forstyrrer landets levevis.
Tyskerne går en anden vej
Herhjemme har regeringen indført lavere ydelser til flygtninge, varslet at sætte skræmmeannoncer i udenlandske aviser og mere grænsekontrol i håb om, at det kan få færre til at søge mod Danmark.
Men i Europas største land, Tyskland, har man valgt en anden retning. Her holder de grænserne åbne, også selv om flygtningestrømmen slår alle rekorder, fortæller professor i tysk på CBS, Per Øhrgaard.
- Der stod oprindeligt i den tyske grundlov, at alle politisk forfulgte kan få asyl i Tyskland. Det var under den kolde krig, og det har man så modificeret siden. Men man har en stærkere bevidsthed om, at man skylder verden noget, siger han til DR Nyheder.
- Derfor er der i Tyskland også en meget grundig debat om, hvorvidt de virkelig nu skal begynde at forlade alle de standarder, som de ellers har været så stolte af at have, fordi de har fået et flygtningeproblem, siger han.
Tyskland er en flygtninge-magnet
Indtil videre har Tyskland modtaget 350.000 asylansøgere i år, og i Tyskland forventer regeringen nu, at landet må modtage mellem 750.000-800.000 asylansøgere i løbet af 2015. Det er 300.000 flere, end der kom hele sidste år, og det er et rekordstort antal.
For langt de fleste flygtninge, der kommer til Europa, er Tyskland det gyldne endemål. Det er her, de gerne vil hen, fordi landet er så stort og i moderne tid har en tradition for at tage imod mange flygtninge.
- De fleste af flygtningene, der sidder i Sydeuropa, vil hellere videre. Og der skal man huske, at Tyskland i kraft af sin økonomiske styrke og politiske vægt, er blevet Europas USA. Altså det land, de søger hen til, forklarer Per Øhrgaard.
Det giver tyskerne samme problemer, som de danske kommuner har klaget over: Mangel på boliger, ekstremt pres på budgetterne og en lang behandlingstid for asylansøgninger.
Samtidig er der en boblende uro i landet, hvor en række voldsepisoder mod asylansøgere og ildpåsættelser på flygtningecentre sker oftere og oftere.
- Der er kommet betydeligt flere af sådanne episoder end før. Og selvfølgelig er der også folk i Tyskland, som vil have grænsekontrol og restriktioner og alt muligt andet, siger Per Øhrgaard.
- Men der er altså også stadig flere i Tyskland, som siger: ’Hvad er det, vi har prøvet at bygge op gennem mange årtier og skal vi sætte det over styr på et øjeblik, fordi vi har fået et akut problem?’
Satser på at bruge flygtninge som arbejdskraft
Under det seneste folketingsvalg herhjemme var flygtninges og indvandreres plads i samfundet en stor del af debatten. Socialdemokraterne slog sig op på et slogan om, at "kommer du til Danmark, skal du arbejde".
En undersøgelse af forholdene, som DR Nyheder lavede under valget, viste dog, at de danske flygtningemyndigheder slet ikke undersøger, hvilke joberfaringer og uddannelser flygtningene har.
Det betyder, at flygtninge med en uddannelse, ikke placeres i de dele af Danmark, hvor deres evner kan komme i brug.
Netop det problem har man forsøgt at tage hånd om i Tyskland, for her ses flygtningene som en oplagt arbejdskraft i fremtiden for at holde det tyske samfund i gang, forklarer Per Øhrgaard.
- Derfor er der også gjort mange forsøg fra både organisationer, fagforeninger og arbejdsgiveres side for at fremme integrationen af dem og navnligt gøre det lettere for flygtninge at søge arbejde, fortæller han.
Som en del af den indsats har Tyskland valgt at ansætte dobbelt så mange i landets asylkontorer for at sikre, at asylansøgninger bliver behandlet hurtigt.
- Det betyder, at dem, der får lov at blive, hvilket er ganske mange, kan blive integreret hurtigere end nu.