14 dømt i Charlie Hebdo-retssag - men der er langt fra sat punktum

Frankrig heler ikke trods afslutningen på en retssag "uden sidestykke i fransk historie", siger Stéphanie Surrugue.

Der var stor medieopmærksomhed omkring gårsdagens afgørelse. (Foto: © IAN LANGSDON, Scanpix)

Efter snart seks års ventetid faldt der i går dom i retssagen om terrorangrebene, der rystede Frankrig i januar 2015.

Her blev samtlige 14 tiltalte kendt skyldige i at have hjulpet med terrorangrebene mod satiremagasinet Charlie Hebdo og et jødisk supermarked i Paris.

Angrebene fandt sted i dagene mellem den 7. og 9. januar 2015 og kostede 17 personer livet, hvorefter de tre gerningsmænd blev skudt og dræbt af politiet.

Domstolen har nu slået fast, at de 14 personer skal straffes for at have hjulpet med angrebene ved blandt andet at yde logistisk hjælp og skaffe våben til gerningsmændene.

Men selv om retssagen nu endelig er slut, betyder det langt fra, at det endelige punktum er sat, siger DR's internationale korrespondent Stéphanie Surrugue.

Historisk retssag

Retssagen, der har været undervejs i tre måneder, er - som noget ganske sjældent - blevet filmet og arkiveret til brug for senere dokumentation.

Og der er i det hele taget tale om en retssag "uden sidestykke i fransk historie", siger Stéphanie Surrugue.

- Det er en retssag, der har budt på 144 forskellige vidner, flere end 90 advokater og et anklageskrift, der fyldte 171 ringbind, fortæller hun.

I går kulminerede sagen så, da alle 14 tiltalte blev idømt fængselsstraffe. Her blev to af de tiltalte idømt 30 års fængsel, en fik livstid, mens fire fik 10-20 års fængsel. Halvdelen af de tiltalte blev dog ikke kendt skyldige i terroranklager og modtog i stedet mellem tre og otte års fængsel for andre lovovertrædelser.

"Det er en en afslutning, men forhåbentlig også en begyndelse. Jeg tror og håber på, at det vækker en bevidsthed og lyst til at handle som borger mod en trussel, der dræber og vil sprede frygt og rædsel", lød det i går fra Richard Malka, som er advokat for Charlie Hebdo. (Foto: © IAN LANGSDON, Scanpix)

Men trods domsafsigelsen er der ikke lagt op til, at sagen nu er lukket, siger Stéphanie Surrugue.

For det første har fransk-tyrkiske Ali Riza Polat, der er blevet idømt 30 års fængsel for at agere bindeled mellem gerningsmændene, appelleret sin dom.

- Derudover har den her tre måneder lange retssag desværre kun tydeliggjort, at Frankrig om muligt er mere splittet i dag end for fem år siden, da dette attentat blev det første af en lang række store attentater, der ramte Frankrig, siger Stéphanie Surrugue.

Hun peger på, at der alene i de seneste måneder har været flere attentater og forsøg på angreb i kølvandet på, at Charlie Hebdo i september annoncerede, at man ville genoptrykke de omstridte profet-tegninger.

- Vi ser også den franske regering bekæmpe, hvad de kalder islamisk separatisme på fransk jord - altså medborgere, der vægter sharialov højere end den franske republikanske lovgivning, siger hun og fortsætter:

- Vi ser også en muslimsk befolkning, som netop på grund af dette fokus på islamisk separatisme, føler sig mistænkeliggjort og jagtet af regeringen.

- Så vi kan ikke tale om et punktum med denne retssag, vi kan faktisk nærmest ikke tale om et semikolon, siger hun.

Tre tiltaltes skæbne er ikke kendt

Mens 11 af de dømte i går modtog deres straf ved retten i Paris, er tre af de tiltalte ikke i myndighedernes varetægt, og de blev derfor dømt in absentia.

De menes at være flygtet til Syrien, og myndighederne ved ikke, om de fortsat er i live.

En af dem er den 32-årige kvinde Hayat Boumeddiene, der i går blev idømt 30 års fængsel for terrorfinansiering og at være en del af et terrornetværk. Hun var partner til Amedy Coulibaly, der angreb det jødiske supermarked i Paris.

Hun flygtede til Syrien kort før angrebene og er muligvis blevet dræbt ved et amerikansk luftangreb.