Maryse Wolinskis mand blev dræbt i angrebet mod Charlie Hebdo: 'Håber retssagen kan give mig fred'

I dag begynder en historisk retssag fem år efter attentatet mod Charlie Hebdo.

Den franske karikaturtegner Georges Wolinski (til venstre) og tegneren Jean Cabut, kendt som Cabu, til Cannes Film Festival i 2008. Begge blev dræbt under angrebet mod Charlie Hebdo i 2015. (Foto: © JEAN-PAUL PELISSIER, Scanpix)

Fem år efter attentatet mod Charlie Hebdo lever Maryse Wolinski stadig med sin mand Georges Wolinskis små håndskrevne beskeder, med hans tegninger og med fotos af deres lange liv sammen.

- Jeg kan ikke sige farvel. Jeg lever omgivet af post-it-sedler med de beskeder, min mand lagde til mig, jeg lever omgivet af hans tøj. Jeg håber, retssagen kan ændre mit liv, sætte et punktum, siger Maryse Wolinski til DR.

Frankrigs store og elskede tegner Georges Wolinski blev brutalt skudt og dræbt af to unge mænd onsdag 7. januar 2015. Det samme gjorde en række af Frankrigs andre store satiretegnere.

På satireavisen Charlie Hebdos redaktion var det ugentlige redaktionsmøde netop slut, da to mænd iklædt sort tøj og elefanthuer kom ind på redaktionen, hver med et kalashnikovgevær i hånden.

  • Maryse Wolinski tegnet af Annette Carlsen. (Foto: © Annette Carlsen)
  • Maryse Wolinski, enke til Frankrigs store tegner Georges Wolinski, er en skarp kritiker af de franske myndigheders håndtering af angrebet på Charlie Hebdo
  • Jeg mødte Georges Wolinskis enke på Den Franske Bogcafé i København tidligere i år
1 / 3

I ét minut og 49 sekunder gik brødrene Cherif og Saïd Kouachi rundt og skød de ansatte, blandt andre chefredaktøren og tegneren Stéphane Charbonnier, kendt som Charb. De forlod bygningen og råbte, at de havde hævnet profeten. Da havde de dræbt i alt 11 mennesker, foruden en betjent udenfor bygningen.

- Jeg sad i en taxa på vej hjem fra et møde, da jeg hørte om attentatet. Min mobil blev ved med at ringe. Det var min svoger, som fortalte mig, at min mand var blevet skudt, ikke myndighederne.

Kritik af franske myndigheder

Maryse Wolinski kritiserer skarpt de franske myndigheder for rod, panik og inkompetence i forbindelse med attentatet mod Charlie Hebdo.

- I november 2014 fjernede man bevogtningen af Charlies redaktion. Den politibil, der ellers havde bevogtet indgangen til redaktionen, forsvandt. Det var ellers på samme tid, at direktøren for koordinationsenheden for terrorbekæmpelse erklærede, at det ikke længere var et spørgsmål om, men hvornår der kom et terrorangreb i Frankrig, fortæller Maryse Wolinski.

- Da min mand gik på arbejde den onsdag, sagde han, som han plejede: "Chérie, je vais à Charlie" (Skat, jeg tager ind på Charlie, red).

- De nægtede at lade sig kue, han og de andre Charlier, men jeg forstår ikke, at myndighederne ikke sørgede for mere sikkerhed, siger hun.

Videoen af angrebet mod Charlie Hebdo er optaget fra taget af en nærliggende bygning

Tre dage, der mærkede Frankrig

I alt 14 personer er tiltalt for at have hjulpet brødrene Kouachi og deres medsammensvorne Amedy Coulibaly, der dræbte en betjent i Montrouge og fire gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Morderen blev dræbt af politiet, men flere er tiltalt for at have hjulpet Coulibaly, blandt andet med at skaffe våben.

Retssagen er historisk. Efterforskningen har varet i fem år, og sagen blev udsat på grund af corona. Overlevende og pårørende har længe ventet på at få sat et punktum for sagen.

- For mig er retssagen utrolig vigtig. Fordi jeg vil stille de spørgsmål, jeg har stillet i fem år, se terroristernes sammensvorne på anklagebænken og forstå, hvorfor de er endt dér, siger Maryse Wolinski, hvis advokat har bedt hende tale i retten.

- Jeg håber, jeg har kræfterne til det. Jeg vil gerne fortælle om den indvirkning, volden har haft på familierne, for ingen har interesseret sig for det. Man kan godt sige, at familierne er blevet ladt i stikken, siger Maryse Wolinski.

I løbet af de næste to en halv måned skal retten gennemgå hele forløbet den 7., 8. og 9. januar 2015. Fra attentatet mod Charlie Hebdo, over nedskydningen af en betjent i Montrouge til gidseltagningen i det jødiske supermarked Hyper Cacher i Paris. Tre dage, der mærkede Frankrig for altid.

Lys er sat frem i et hjerte 7. januar 2015 for at ære de dræbte på Charlie Hebdo (Foto: © XAVIER LEOTY, Scanpix)

Retssagen filmes

- Jeg håber, retssagen kan give mig fred, at jeg kan komme videre og måske genfinde glæden over livet igen, slutter Maryse Wolinski.

Retssagen bliver filmet og arkiveret til brug for senere dokumentation. Den bliver ikke vist direkte på tv eller internettet.

Det er yderst sjældent, retssager filmes i Frankrig, det skete for eksempel i sagen mod SS-officeren Klaus Barbie i 1987. Den retssag udkom på dvd-bokssæt i 2011.