Det er svært for partierne på Europas yderste højrefløj at arbejde sammen. Det har det altid været.
Derfor var det også en stor overraskelse tilbage i 2019, da en gruppe europæiske højrefløjspartier annoncerede et politisk samarbejde og etablerede deres egen politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Gruppen fik navnet Identitet og Demokrati – i daglig tale kaldet ID-gruppen.
ID-gruppen samlede markante politiske partier. Den består af franske Marine Le Pens parti – Rassemblement National. Nederlandske Geert Wilders Frihedsparti. Frihedspartiet fra Østrig. Tyske Alternative für Deutschland, italienske Lega, Dansk Folkeparti med flere.
Samarbejdet i ID-gruppen har eksisteret i fem år, og alene det er en rekord for et samarbejde mellem europæiske partier yderst til højre.
Der er ganske enkelt ikke nogen tradition for, at partier på den yderste højrefløj samarbejder som en samlet gruppe i Europa-Parlamentet. De har altid været for uenige – særligt udenrigspolitisk i deres syn på lande som Rusland, USA og Israel. Det blev der ændret på i 2019, da partierne skabte ID-gruppen. Man lagde de udenrigspolitiske uenigheder til side og etablerede en politisk gruppe.
Ser man på meningsmålingerne, så står flere af partierne på Europas yderste fløj til at få et kanon-valg. Meningsmålingerne peger på vælgerfremgang hos højrefløjspartierne i for eksempel Frankrig, Holland og Tyskland.
Omvendt så er ID-gruppens italienske parti Lega stærkt presset i meningsmålingerne. Faktisk i en sådan grad, at EU-valget kan ende med at koste partiets leder, Matteo Salvini, posten som partiformand.
Stor faneflugt blandt MEP'er
Allerede da ID-gruppen blev etableret i 2019 blev der stillet spørgsmål ved, om gruppen ville overleve hele den femårige mandat-periode. Det gjorde den. Men dog ikke uden problemer. For ser man på perioden fra 2019-2024, så er der faktisk allerede en sjettedel af dem, som sad i ID-gruppen i 2019, som i dag har forladt gruppen og befinder sig andre steder i Europa-Parlamentet.
Partiet 'Finnerne', som sidder i regering i Finland, var med til at stifte ID-gruppen. Men partiet har forladt ID-gruppen. Det skete i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Der var for mange Ruslands-venlige politikere i ID-gruppen til, at partiet Finnerne ville fortsætte i gruppen.
Derudover har der også været en betydelig faneflugt, hvor nogle medlemmer af Europa-Parlamentet simpelthen har valgt at skifte parti og derfor har forladt ID-gruppen.
Der er medlemmer, der er valgt for Rassemblement National i Frankrig, som er skiftet til det franske parti Reconquette, der tilhører en anden politisk gruppe i Europa-Parlamentet. Der var hollandske medlemmer af Europa-Parlamentet fra Geert Wilders Parti, som valgte at stifte et andet parti – udenfor ID-gruppen. Og der er for eksempel medlemmer, som blev valgt fra Salvinis Lega-parti, men som efter valget har forladt Lega til fordel for andre italienske partier.
Slutresultatet er, at en sjettedel af de medlemmer af Europa-Parlamentet, som var med til at stifte ID-gruppen, efterfølgende har forladt gruppen af forskellige årsager.
Og nu truer så den største samlede faneflugt. For franske Marine Le Pens parti, Rassemblement National, har meddelt, at de ikke ønsker at sidde i en politisk gruppe med tyske Alternative für Deutschland (AfD).
Problemerne mellem de franske og tyske højrefløjspartier er ikke nye. De er vokset frem gennem længere tid. Og uanset hvordan sagen mellem Rassemblement National og Alternative für Deutschland bliver håndteret i de kommende dage og uger, så er sagen kun en forsmag på, hvad der venter den europæiske højrefløj efter valget.
Nye ambitioner – ny politik
Ser man på partierne på den europæiske højrefløj, så er det tydeligt, at der er store forandringer i gang.
I nogle lande, for eksempel Italien og Holland, er partierne enten i regering eller på vej i regering. Og i andre lande, som for eksempel Frankrig, så er det primære fokus på at gøre partiet regeringsdueligt, sådan at partiets ubestridte leder, Marine Le Pen, har en mulighed for at vinde ved det næste franske præsidentvalg i 2027.
Over for dette står andre medlemmer af ID-gruppen, som for eksempel Alternative für Deutschland, som har udviklet sig til et protestparti, som står meget langt fra magten i Tyskland.
Efterhånden som partier nærmer sig magten, ændres deres forhold til arbejdet i Europa-Parlamentet også.
Et meget konkret eksempel på dette er partiet De Italienske Brødre som ledes af Giorgia Meloni i Italien. Partiet har rødder i den italienske fascist-bevægelse. Men ser man på Melonis parti i dag, så er der tale om et parti på den italienske højrefløj, som har taget regeringsmagten, som stemte for EU's migrationspagt, da den var til afstemning i Europa-Parlamentet og som nu i sit valgmanifest taler om behovet for, at EU-samarbejdet udvikler sig til en politisk gigant som kan håndtere Rusland, USA og Kina.
Meloni har udtalt et klart ønske om at være personen, som samler den europæiske højrefløj efter valget. Og der vil blandt en del af højrefløjspartierne – dem som ønsker magt og indflydelse – være en betydelig interesse for at knytte sig sammen i et samarbejde med Meloni. Men hvis det skal ske, så vil det samtidig kræve et farvel til de partier, hvis primære identitet er at sige nej til det meste af det, der diskuteres i EU-samarbejdet.
For italienske Meloni har ambitioner og mål, som hun ønsker at opnå inden for EU.
Mindre nej-politik, mere ja
Ser man på det manifest, som partierne i ID-gruppen udarbejdede, da de stiftede ID-gruppen ved et møde i Antwerpen i 2019, så er der ikke meget fælles valgprogram over den erklæring.
Der er et par håndfulde programpunkter, som forener medlemmerne af ID-gruppen – og det handler primært om ting, som medlemmerne af gruppen siger nej til. Men ser man på en række af de partier, som nu står til fremgang på højrefløjen, i for eksempel Italien, Frankrig og Holland, så er det partier, som ikke længere kun ønsker at sige nej. De har ambitioner om at ændre Europa. Og det kræver, at man siger ja.
Et område, hvor for eksempel både italienske Meloni og franske Le Pen har ambitioner, er i forhold til den økonomiske politik.
De ønsker at beskytte europæiske arbejdspladser mod billig import fra Kina og USA. De vil støtte europæiske arbejdspladser med statsstøtte. De ønsker, at det, forbrugerne køber, skal være 'Made in Europe'.
Øget protektionisme og mindre frihandel bliver et af de punkter, som vil være afgørende, når partierne på den europæiske højrefløj vælger, hvordan de skal organisere sig efter valget. Af samme årsag ønsker de også fortsat stærk støtte til europæiske landmænd. Der skal afsættes betydelige beløb på EU-budgettet til at sikre europæiske landmænd efter valget, hvis det står til Meloni og Le Pen, som ser ud til at blive de største højrefløjs-vindere ved EP-valget.
Et andet område, hvor både Meloni og Le Pen har store ambitioner for EU, er på forsvarsområdet. De ønsker, at EU-landene skal udvikle et stærkt forsvarssamarbejde og en stærk europæisk forsvarsindustri, som ikke er afhængig af USA.
Tiderne skifter - som de plejer
Valget den 9. juni er det tiende valg til Europa-Parlamentet. Ved samtlige ni forudgående valg er der sket ændringer af de politiske grupper i Europa-Parlamentet. Grupper er afgået ved døden. Nye grupper er opstået. Andre igen har skiftet navn. Det er ikke noget drama. Sådan arbejder Europa-Parlamentet.
Lige nu er alle forudsætningerne til stede for, at der efter valget til Europa-Parlamentet bliver en omorganisering af de politiske partier på den europæiske højrefløj.
Nationale magtambitioner, uenighed om forholdet til Rusland og i det hele taget uenighed om, hvorvidt EU-samarbejdet er noget, som skal begrænses eller noget, som skal udnyttes og udvikles, bliver afgørende faktorer for, hvordan den europæiske højrefløj organiserer sig efter valget. At status quo fortsætter efter valget, virker som det mindst sandsynlige.
Etableringen af ID-gruppen i 2019 og de efterfølgende fem år med gruppemøder og samtaler betyder, at politikerne på den yderste højrefløj i dag kender hinanden bedre end på noget tidspunkt i de 45 år, der har været direkte valg til Europa-Parlamentet. Forudsætningerne for et tæt samarbejde efter EP-valget er dermed bedre end de nogensinde har været.
Men samtidig er magtambitionerne mange steder højere end de nogensinde har været før. Og med magtambitioner kommer realpolitik.
I 2019 var det muligt at samle partierne i ID-gruppen med et program, som i praksis indeholder otte punkter, som deltagerne i gruppen er enige om. Men EU-samarbejdet er i dag et helt andet sted, end da ID-gruppen blev stiftet.
Det er spørgsmål om frihandel og industripolitik, fremtiden for den europæiske forsvarsindustri, regulering af kunstig intelligens og Ruslands invasion af Ukraine, som dominerer europæisk politik i dag. Og det er emner, som optager de borgere, som skal til valgurnerne den 9. juni. Og hvis de emner skal bruges som et kompas, når der skal etableres politiske grupper, så kommer gruppesammensætningen i Europa-Parlamentet til at se anderledes ud efter valget.