Endnu en sag om dårlig behandling af en borger, der ringede op til alarmcentralen, er dukket op. Denne gang i Kolding.
Samtalen fandt sted den 23. februar, hvor Hans Linnet fra Haderslev var til et aftenarrangement på Hansenberg i Kolding.
I løbet af aftenen blev der ringet efter en ambulance på 112, da en kvinde det dårligt. Hans Linnet kendte ikke den præcis adresse, fordi Hansenberg har flere afdelinger i Kolding. Det skabte ifølge Jyske Vestkysten store problemer.
DR har fået aktindsigt i alarmopkaldet. Her kan man høre følgende ordveksling:
- Ved du hvad, det er sgu nemmere, at vi næsten selv kører. Altså vi er da noget besværlige, siger Hans Linnet.
Operatøren svarer:
- Det er vist jer, der ikke har styr på, hvor I er henne. Og hvis I ikke har styr på, hvor I er henne, kan jeg ikke sende hjælp ud til jer.
Overfor Jyske Vestkysten kalder Hans Linnet kalder hændelsen en ren elendig behandling.
Opkaldet blev modtaget af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her siger chefpolitiinspektør Lars Harvest, han ikke kan givet et helt konkret svar på, hvad der er gået galt i sagen.
- Vi har haft en snak med den pågældende alarmoperatør, som beklager og godt nu kan se, at det ikke er håndteret på tilstrækkeligt professionelt niveau, siger han.
Der har tidligere været sager, hvor borgere har klaget over politiets svar på alarmopkald. Blandt andet da Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden sidste år, og senest har DR kunnet fortælle om flere andre sager med borgere, der fik noget anderledes svar, end de havde regnet med.
Sagen fra Svinkløv er blevet brugt i oplæringen af operatørerne på alarmcentralen, men nu gennemgår politiet også den nye sag fra Kolding med operatørerne.
- Og så må vi håbe, at endnu en runde er nok til, at vi kan undgå lignende sager, siger Lars Harvest.