Trine fik skældud af 112: Jeg håber de har fået en anden indstilling til hjælpsomhed

De kan ikke forvente, at folk kan et postnummer udenad, siger Trine Nielsen, der kontaktede 112, da Svinkløv Badehotel stod i brand.

  • Hotelgæst Trine Nielsen fra Horsens ringede 112 på brandnatten, da Svinkløv Badehotel i Nordjylland gik i brand. (© (c) DR)
  • Trine Nielsen fik skældud i røret, da hun som den første kontaktede alarmcentralen på 112 på brandnatten. (© (c) DR)
1 / 2

Hotelgæst Trine Nielsen følte, at hun fik skældud, da hun ringede til alarmcentralen for at fortælle, at der var brand på Svinkløv Badehotel uden at kende adressen.

Derfor er hun glad for, at Den Uafhængige Politiklagemyndighed udtaler kritik af medarbejderen ved alarmcentralen i Aarhus. Og at der sættes fokus på at alarmcentralen skal blive bedre til at tackle, når folk ringer også uden at kende adressen.

- Jeg håber, at de bliver bedre til at hjælpe folk med, hvor de er i stedet for at være irriterede på dem, der ringer, siger hun.

- Der er noget mentalt galt med indstillingen ved alarmcentralen. Jeg vidste jo godt, hvor jeg var, men kendte ikke adressen. Det skal de jo hjælpe med, siger Trine Nielsen.

Da hun foreslog politibetjenten på alarmcentralen at søge på nettet efter adressen, lød reaktionen fra betjenten:

- Det var sgu da bedre, du vidste, hvor du var henne, men nu skal jeg nok gøre det.

Trine Nielsen håber, at både den pågældende betjent og alarmcentralen har lært af hændelsen.

- Manden på alarmcentralen havde en dårlig dag. Det kan vi alle have, så jeg håber, han har tænkt at agere anderledes en anden gang. Jeg håber også på en kulturændring på alarmcentralerne. De kan ikke forvente, at folk kan oplyse et postnummer, når man kommer fra et helt andet sted i landet.

Direktør for Den Uafhængige Politiklagemyndighed Kirsten Dyrmann siger om baggrunden for kritikken af betjenten på alarmcentralen:

- Man må forvente, at vedkommende har en forståelse for, at folk ringer i panik. De kan være ude af den og skal guides igennem forløbet. Det mener vi ikke, at sagen her viser, at betjenten gjorde, siger Kirsten Dyrmann.

Det er nu op til Rigspolitiet at afgøre, hvad der skal ske med betjenten.