Lovgivning splitter familie: Mor til seks bliver udvist af Danmark

Mandag bliver Najar Mahmoud Al-Ali udvist af Danmark, selvom hendes mand og seks børn har opholdstilladelse.

Najar Mahmoud Al-Ali og Hassan Mahmoud har boet med deres seks børn, der er mellem fire og 16 år, i Tønder de sidste tre år. Men på mandag bliver moren, Najar Mahmoud Al-Ali, som det eneste familiemedlem udvist af Danmark. (Foto: © Anne-Marie Lindholm, (c) DR)

- Det er som en ond drøm, siger syriske Najar Mahmoud Al-Ali.

På mandag skal Najar Mahmoud Al-Alis forlade sin mand og sine seks børn, der har boet i Tønder i snart tre år, fordi hun har fået afslag på sin opholdstilladelse.

Det sker, selvom resten af familien har fået midlertidig opholdstilladelse, går i skole, børnehave og arbejder i Danmark.

Afgørelsen frustrerer og påvirker hele familien.

- Hver gang de (børnene, red.) ser mig græde, begynder de også at græde og siger: ”Tag os med. Du må ikke forlade os, mor”, siger Najar Mahmoud Al-Ali.

Blev holdt tilbage i Grækenland

Da familien Mahmoud flygter fra Syrien, deler de sig op i to. Najar Mahmoud Al-Ali tager et fly med de fire mindste børn, mens hendes mand Hassan Mahmoud tager turen til Europa med en oppustelig gummibåd sammen med de to ældste børn, der kan svømme.

Men da Najar Mahmoud Al-Ali bliver stoppet i Grækenland, bliver hun holdt tilbage, og de græske myndigheder giver hende midlertidig opholdstilladelse.

To uger efter bliver familien genforenet, og sammen rejser de til Danmark. Her får Hassan Mahmoud og de seks børn opholdstilladelse.

Najar Mahmoud Al-Ali ender med at være den eneste i familien, som ikke kan få opholdstilladelse.

Her træder Dublin-forordningen nemlig i kraft, og den giver lande lov til at afvise asylansøgere, der allerede har fået opholdstilladelse i et andet EU-land.

Najar Mahmoud Al-Ali har efterfølgende også fået afslag på familiesammenføring.

"Myndigheder glemmer barnets tarv"

Afslaget er i strid med lovgivningen, mener asylchef Eva Singer fra Dansk Flygtningehjælp, fordi Udlændingestyrelsen i deres afgørelse ikke har skelet til familiens ret til at forblive samlet.

- Det bliver problematisk, når myndighederne slet ikke forholder sig til, at de skal lave den opvejning. Og det undrer os, at man ikke gør det i højere grad, siger hun.

Udlændingestyrelsen har i sit afslag på familiesammenføring lagt afgørende vægt på, at Najah Mahmoud og hendes mand ikke opfylder tilknytningskravet.

Styrelsen vurderer, at der i sagen ikke er ”ganske særlige grunde”, som taler for, at Najah Mahmoud Al-Ali alligevel skal have opholdstilladelse.

En særlig grund kan eksempelvis være børnenes tarv. Men det er sjældent, at myndighederne lader det blive afgørende, og det splitter mange flygtningefamilier i Danmark ad.

- Vi ser flere sager, hvor udlændingemyndighederne slet ikke forholder sig til barnets tarv i sager om familier, og det skal man, hvis man skal følge de regler, der findes internationalt og i forhold til dansk forvaltningsret, siger Eva Singer.

Politikerne er uenige

Udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen er uenig med Dansk Flygtningehjælp og mener, at reglerne er fortolket korrekt.

- Vi mener ikke, at vi skal tage udgangspunkt i, hvad der er i flygtningefamiliernes interesser. Lovgivningen skal tage udgangspunkt i dansk interesse, siger han.

- Jeg synes umiddelbart, at afgørelsen lyder fornuftig og rimelig, og så må de udøve deres familieliv i et andet land end i Danmark.

Holger K. Nielsen, som er udlændinge- og integrationsordfører for SF, er ikke enig med Martin Henriksen eller Udlændingestyrelsen, fordi der i afgørelsen ikke er taget hensyn til barnets tarv.

- Jeg mener godt, at man kunne have fortolket det anderledes, så hensynet til barnet vægtede højere, og moren dermed kunne få lov at blive. Det er et problem generelt, at børnene spiller en for lille rolle i den måde, udlændingemyndighederne forvalter reglerne på, siger han.

Kan ikke bo i Syrien eller Grækenland

Lovgivningen og afgørelsen frustrerer den syriske flygtningefamilie fra Tønder. Hassan Mahmoud ville ønske, han kunne træde i sin kones sted.

- Vi er en familie, og den vigtigste i familien er moren. Lad hende få ophold, så tager jeg selv til Grækenland. Jeg kan godt klare mig, men det kan hun ikke. Hun er nødt til at tage sig af børnene. Små børn har brug for deres mor, ikke deres far.

På grund af Dublin-forordningen er familien ikke garanteret at kunne forblive sammen i Grækenland. Så hvis familien vil leve sammen, kan de rejse tilbage til nogle af de roligere områder af Syrien, mener Martin Henriksen.

Men ifølge familien Mahmoud er situationen stadig for farlig og ustabil til, at de tør rejse tilbage til Syrien. Og det bakkes op af Eva Singer.

- Der er ingen områder i Syrien, der kan karakteriseres som sikre. Så det er slet ikke en mulighed for den her familie, siger hun.

Holder fast i et spinkelt håb

Najar Mahmoud Al-Ali ved ikke, hvad hun skal gøre, hvis hun ender med at skulle med et fly til Athen mandag morgen. Lige nu håber hun stadig på, at nogen kommer hende til undsætning.

- Jeg klynger mig til et spinkelt håb om, at nogen vil hjælpe mig, men uanset hvor jeg henvender mig, bliver dørene smækket i, siger hun.

Najar Mahmoud Al-Ali har sammen med sin advokat klaget til Udlændingenævnet over afslaget om familiesammenføring. Nævnet har endnu ikke truffet en beslutning i sagen.

Udlændingenævnet oplyser, at de principielt ikke udtaler sig om enkeltsager.

Integrationsordførerne Marcus Knuth (V), Mattias Tesfaye (S), Naser Khader (K) og Josephine Fock (AL) er ikke vendt tilbage på vores henvendelse om at kommentere på historien.