Drømmen brast: Midlertidigt asyl forhindrer Mais i at blive socialrådgiver

Fagligt lever syrisk flygtning op til adgangskravene, men hendes opholdstilladelse stopper drømmen om en uddannelse.

Efter tre år i Danmark har den syriske flygtning Mais Al Aswad lært dansk og dygtiggjort sig så meget, så hun den 28. juli fik besked om, at hun var optaget på socialrådgiveruddannelsen i Holstebro.

Men da Mais Al Aswad kun har en 1-årig midlertidig opholdstilladelse i Danmark, skal hun selv betale for sin uddannelse. Socialrådgiveruddannelsen koster minimum 168.850 kroner.

- Jeg er flad. Jeg har ikke råd til selv at betale. Jeg vil gerne have en høj uddannelse, så jeg kan få et arbejde, siger Mais Al Aswad.

Som reglerne er nu, er det kun udenlandske ansøgere med en tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark, der kan få sin uddannelse betalt af den danske stat. Mais Al Aswad skal en gang om året søge om at få sin opholdstilladelse forlænget. Hvad hun indtil nu har fået.

- Jeg har tænkt, at så længe man er her i Danmark, er man velkommen til at tage en uddannelse. Regeringen snakker om, at flygtninge og indvandrere skal integrere sig i det danske samfund. Den bedste måde er gennem uddannelse, men samtidig forhindrer de os i at tage en uddannelse, siger Mais Al Aswad, der er uddannet økonom i Syrien.

Politiker: Uddannelse bør være gratis

Hendes sag får nu udlændingeordfører for Radikale Venstre, Andreas Steenberg, på banen.

- Jeg synes, at det er ufornuftigt, at en person, der gerne vil Danmark, ikke kan få muligheder for at uddanne og integrere sig, så hun kan bidrage til samfundet og forsørge sig selv på lige fod med andre, siger Andreas Steenberg.

Han mener, at de nuværende regler mere gør folk passive og til klienter, der risikerer at sidde fast i kontanthjælpssystemet i flere årtier.

- Når Mais vil og kan noget, og har mulighed for at tage uddannelse, så synes jeg, at hun skal kunne tage uddannelsen gratis ligesom alle andre, siger Andreas Steenberg.

Søgte eget asyl og mistede ret til betalt uddannelse

Det specielle i sagen fra Holstebro er, at Mais Al Aswad faktisk kunne være optaget på en videregående uddannelse betalt af den danske stat.

Da hun i 2015 blev familiesammenført med sin mand i Holstebro, fik hun automatisk hans status. Han har en opholdstilladelse, som giver mulighed for permanent ophold i Danmark. Og denne status giver ret til en betalt videregående uddannelse i Danmark

Men for at sikre sig bedre, for eksempel i tilfælde af ægtemandens død, søgte og fik Mais Al Aswad selvstændigt asyl i Danmark i form af en 1-årig midlertidig opholdstilladelse. Dermed skal hun selv betale for sin uddannelse.

- Det er jeg aldrig blevet vejledt om. Alle i mit netværk ved, at det er min drøm at blive socialrådgiver en dag her i Danmark. Det er en katastrofe for mig, siger Mais Al Asward.

Flere udlændinge kan have fået afslag

VIA University College har heller ikke været opmærksomme på forskellen i opholdstilladelser. Igennem et år har de modtaget statstilskud til den syriske flygtning, så hun kunne tage et forberedelseskursus til socialrådgiveruddannelsen. Hun har også bestået sprogfærdighedsprøven Dansk 3.

Derfor blev Mais i første omgang optaget på almindelige vilkår. Ti dage efter ændrede VIA optagelsen til et afslag med besked om, at hun kun havde lov til at tage en uddannelse på engelsk og mod selv at betale - med den tilføjelse, at socialrådgiveruddannelsen ikke tilbydes på engelsk.

Men nu præciserer Forsknings- og Uddannelsesministeriet, at ansøgere med midlertidig opholdstilladelse har ret til tage en uddannelse på dansk - dog skal de selv betale.

Jurist Lars Emil Dalum Larsen fra VIA undskylder forvirringen med, at der har været rum for fortolkning af reglerne.

- Vi vil genoptage sagen og kigge på den i lyset af præciseringen, siger han.

VIA vil nu også undersøge, om de har givet flere forkerte afslag.

- Den her sag giver selvfølgelig anledning til, at vi går tilbage og kigger på, om vi har givet afslag i andre sager.

Og der kan være andre sager. Også fra andre uddannelsesinstitutioner, tror Lars Emil Dalum Larsen.

- Det er mit indtryk, at forståelsen af reglerne altid har været sådan i sektoren, siger han.

Mais Al Aswad tror, at der er mange andre med midlertidig ophold i Danmark, som ligesom hende bliver forhindret i at tage en videregående uddannelse.

- Jeg har været i kontakt med mange kvinder på Facebook i samme situation. Kvinder med midlertidig opholdstilladelse, der har søgt uddannelse og fået afslag. Og de er fra hele landet, siger Mais Al Aswad.

Siden 2015 har cirka 4.500 asylansøgere fået midlertidig opholdstilladelse i Danmark. Mange af dem er fra Syrien og det er tanken, at de skal vende tilbage til hjemlandet, når der igen er fred.

Alligevel er det fornuftigt at bruge offentlige midler på at give en person som Mais Al Aswad en dansk, videregående uddannelse, mener den radikale udlændingeordfører Andreas Steenberg.

- Skal hun tilbage til Syrien, kan hun gøre mere, fordi hun har brugt sig hoved og gjort noget positivt fremadrettet i de år, hun er i Danmark. Har man fået ophold og er her under beskyttelse, skal man bidrage til samfundet i stedet for det modsatte. Når hun ikke må tage en videregående uddannelse, kan hun jo kun blive en omkostning, siger han.