Forsker: Vigtigt at børn har økonomisk ansvar

Børn skal have et reelt ansvar for penge og lære at lave økonomiske fejl, mener forsker.

Børn skal lære at tage ansvar for at bruge penge. Også når de bruger dem på noget fjollet, siger forsker. (© colourbox)

Danske børn og unge har færre penge mellem hænderne end tidligere. Det viser en undersøgelse Nordea har fået lavet.

Og det er skidt for børnenes evne til senere at blive gode – og ikke mindst fornuftige – forbrugere, mener Lars Pynt Andersen, der er lektor på Syddansk Universitet og forsker i børn og forbrug.

- Jeg synes, det er vigtigt, at børn bliver socialiseret ind i forbrugssamfundet på en fornuftig og gradvis måde. De skal i en tidlig alder opleve at være økonomiske agenter, og hvad det vil sige at bruge penge, siger Lars Pynt Andersen.

Børn skal fejle økonomisk

At børn i dag har færre penge skyldes dels, at de får mindre i lommepenge, og dels at færre teenagere har fritidsjob efter skole.

- Men det er vigtigt, at børn oplever et reelt økonomisk ansvar. Og det vil også sige et ansvar, hvor det kan gå galt for dem, siger Lars Pynt Andersen.

Han råder derfor alle forældre til at give børnene et fast beløb om ugen eller måneden.

- Man skal endelig ikke gå ind og kompensere og give ekstra, hvis de kommer til at bruge for mange penge eller bruge dem på noget, der er lidt fjollet. Det er faktisk vigtigt, at de lærer at fejle, siger han.

Gerne små beløb i lommepenge

Så længe børnene har penge at gøre med, så er det ifølge Lars Pynt Andersen ikke noget problem, at beløbene er små. Faktisk tværtimod.

- Hvis de altid har rigeligt med penge, så lærer de ikke at økonomisere. De skal jo lære at vælge og føle omkostningerne ved de valg, de tager, siger han.

I Syddanmark får fire ud af ti af de 6-17-årige et fast beløb i lommepenge: Fire ud af ti får af og til penge, mens to ud af ti aldrig får.