Borgmestre: Redningsberedskabet kan reddes ved at spare på administrationen

Det handler om tryghed, fortæller flere syd- og sønderjyske borgmestre.

Flere syd- og sønderjyske borgmestre opfordre nu til, at de jyske beredskabscentre ikke lukkes, men at der i stedet spares andre steder. (© ColourBox)

Lad være med at lukke de jyske beredskabscentre. Spar i stedet pengene i administrationen.

Sådan siger fem syd- og sønderjyske borgmestre til DR Syd, efter at embedsmænd i Forsvarsministeriet har foreslået at spare 125 millioner kroner ved at lukke beredskabscentrene i Haderslev, Thisted og Herning og i stedet samle redningsberedskabet i Hedehusene på Sjælland.

En af de kritiske borgmestre er Haderslevs Hans Peter Geil fra Venstre.

- Da redninsgberedskabet blev lagt under Forsvarsministeriet i 2004 bevarede man to parallelle organisationer til at lave regnskab og løn. Det kunne man jo samle og derved spare nogle millioner, siger han til DR Syd.

Det handler om tryghed

Forslaget bakkes op af borgmester i Aabenraa Kommune. Venstres Thomas Andresen.

Han er bekymret for, om syd - og sønderjyderne overhovedet kan få hjælp i tilfælde af eksempelvis orkan.

- Vi føler os ikke særligt trygge. Kommer der et stormvarsel, og alt beredskabet ligger på Sjælland, så er det jo også et spørgsmål, om hjælpen overhovedet kan komme over Storebælt, siger han.

Mens der lægges op til, at det statslige redningsberedskab centraliseres på Sjælland, så skal hjælpen fremover først og fremmest komme fra de kommunale beredskaber, som så bliver lagt sammen.

Det er ikke ansvarligt, mener Venstre-borgmester i Esbjerg Johnny Søtrup.

- Man har jo også sparet på de kommunale beredskaber, så vi har faktisk dårligere økonomi og et dårligere beredskab end før, siger han til DR Syd.

Ingen endelig beslutning

Også Sønderborgs socialdemokratiske borgmester Erik Lauritzen og Tønders Venstre-borgmester Laurids Rudebeck er meget imod at lukke beredskabscenteret i Haderslev.

Derfor har de skrevet under på et bekymringsbrev, som tirsdag blev sendt til Forsvarsministeriet.

Tilbage i 2014 vedtog den daværende SR-regering sammen med Venstre og Dansk Folkeparti, at Beredskabsstyrelsen skulle spare 125 millioner kroner inden 2017.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) skriver i en mail til DR Syd:

- Der ligger en aftale fra den tidligere regering om, at der skal findes 125 millioner kroner inden for beredskabsområdet. Det er en aftale, som vi har arvet, og som vi nu er ved at kigge på. Der er ikke truffet nogen beslutning om at lukke nogle beredskabscentre.