Det kan ramme både fødevaresikkerheden og den danske eksport, hvis Forsvarsministeriet lukker de tre jyske beredskabscentre i Thisted, Herning og Haderslev.
Det fastslår Thisteds borgmester, Lene Kjelgaard Jensen (V). Embedsmænd fra Forsvarsministeriet foreslår en besparelse på 125 millioner kroner over de næste år på det statslige beredskab ved at samle beredskabet i Hedehusene på Sjælland.
Borgmester: Det kan blive dyrt
Lene Kjelgaard Jensen peger på, at beredskabet også holder hånden under hele det nordjyske fødevareerhverv:
- De rykker ud ved sygdom eller kemikalieudslip, og hvis ikke man hurtigt dæmmer op for sådan nogle ting, så går det ud over eksporten. Det kan blive vældig dyrt, hvis ikke vi har et beredskab, vi lynhurtigt kan trække på, og som kan afgrænse sådan en episode eller katastrofe.
Torsten Schack Pedersen er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg for Venstre. Han er helt enig med Thisted-borgmesteren.
- De analyser, der ligger bag, trænger til at blive kraftigt udfordret. Hele fødevareområdet er slet ikke belyst. Jeg mener, at der skal kunne findes en anden vej, så vi kan bevare beredskabscentrene, siger han.
Lukning kan få katastrofale følger:
Der lyder også advarende røster fra andre sider.
Niels Bonde Jensen, der er næstformand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, forudser, at en lukning kan få katastrofale følger for Vestdanmark:
- Beredskabsstyrelsen er Danmarks ulykkesforsikring. Hvis man lukker det statslige beredskab uden at sætte noget andet i stedet for, så har man opsagt forsikringen, påpeger han.