Ny opgørelse: 46 får kortere til arbejde, når statslige job flytter ud på Sjælland

Det er usandsynligt, at statslige medarbejdere flytter ud fra hovedstadsområdet, når deres job flytter til Næstved, Korsør eller Holbæk, mener ekspert på baggrund af en ny opgørelse over, hvor medarbejderne bor i dag.

Nogle medarbejdere i Udlændingestyrelsen får kortere til arbejde, når arbejdspladsen flytter. (Foto: © Grafik Mie Hvidkjær, DR Nyheder)

- Vi har en ambition om, at flest muligt flytter med, og at de gør det, fordi de har lyst, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han 1. oktober offentliggjorde udflytningen af 3.900 statslige arbejdspladser.

Men en oversigt over en række statslige medarbejderes nuværende bopæls-postnummer viser, at langt de fleste ansatte vil kunne pendle til deres kommende arbejde i Næstved, Korsør eller Holbæk.

- Det svarer næsten til at flytte arbejdspladser ud i forstæderne, siger Anne-Mette Hjalager, centerleder, Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet.

Oversigten over i alt 864 medarbejderes postnumre er lavet af DR Sjælland på baggrund af aktindsigter i Udlændingestyrelsen, Danmarks Akkrediteringsinstitution, Danmarks Evalueringsinstitut og Søfartsstyrelsen.

Beregninger på baggrund af oversigten viser, at medarbejderne får i gennemsnit 70 kilometer længere på arbejde, når udflytningen er gennemført.

To procent vil flytte

Værst ser det ud for de københavnere, der i fremtiden skal arbejde for Søfartsstyrelsen 113 kilometer længere væk i Korsør. Omvendt får 47 ansatte kortere til arbejde.

- Sjælland er blevet en stor pendlerregion. Tidligere pendlede folk i tre forskellige områder på Sjælland, men sådan er det ikke mere. Folk vil vælge at pendle i en periode og måske søge nyt job, siger Roger Buch, kommunalforsker og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Det er også det, som fagforeningen Djøfs rundspørge blandt medarbejderne indikerer.

Her svarede kun to procent af de ansatte i de berørte statslige institutioner, at de ville flytte med deres arbejdsplads. 60 procent siger, at de vil pendle, mens de sidste små 40 procent ikke vil fortsætte i deres nuværende job.

- Ud fra en umiddelbar tolkning, så tror jeg også, at mange vil vælge at pendle. Man kan jo komme til og fra med både bil og tog, siger Lars Qvistgaard, formand Djøf Offentlig.

Borgmester håber på nye borgere

DR Sjællands opgørelse over bopæl viser, at under 10 procent af medarbejderne i dag bor uden for Region Hovedstaden.

- Det her bekræfter mig kun i, at vi vil have folk, der pendler, og en gruppe, der siger op. Det betyder, at vi vil få længere sagsbehandlingstider og et presset arbejdsmiljø, fordi vi skal bruge en masse kræfter på at lære nye folk op, siger Lars Müller Larsen, tillidsmand for Djøf i Udlændingestyrelsen.

Alligevel håber Næstveds borgmester, at Udlændingestyrelsen vil lokke nye beboere til kommunen.

Borgmesteren hæfter sig ved, at opgørelsen viser, at 72 ansatte i Udlændingestyrelsen, som bor nord for København, vil få mere end 100 kilometer på arbejde.

- Det giver jo et potentiale for, at der er nogle, der vil overveje at flytte ned i nærheden af deres nye arbejdsplads, siger Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved.

Samtidig får fire ud af fem - eller 474 af 564 medarbejdere mere end 50 kilometer længere på arbejde.

- For mange af dem er det en helt ny kommune. De vil formentlig undersøge lidt nærmere, hvad der er af muligheder og service. Og så håber jeg, at de vil sige: ’vi vil ikke køre frem og tilbage’, siger Carsten Rasmussen.

Nye skattebetalere er vigtige

404 af de i alt 864 medarbejdere, hvis arbejdsplads skal flyttes til Holbæk, Korsør eller Næstved, bor i postnummer København eller Valby og yderligere 212 bor nord for København.

Men selv om specielt de godt 200 nord for København får langt til arbejde, flytter de ikke, forudser en ekspert. Området er nemlig vigtigt for de højtuddannede.

- Vi har desværre i hovedstadsområdet en social segregering, hvor de højtuddannede bor nord for København. Disse bosætningsmønstre har manifesteret sig over rigtig lang tid, og er ikke lige sådan at ændre, siger Anne-Mette Hjalager, professor, Center for Landdistriktsforskning, Syddansk Universitet.

Hun bakkes op af de ansatte i Udlændingestyrelsen.

- Selvom mange af mine kollegaer er unge, vil de ikke flytte til Næstved. De skal have et nyt job i fremtiden, og dem finder man i København - ikke i Næstved, siger Lars Müller Larsen, tillidsmand for Djøf i Udlændingestyrelsen.

For Næstved, Slagelse og Holbæk kommuner betyder den melding, at værdien af de nye statslige arbejdspladser bliver langt mindre, siger Roger Buch.

- Det gavner ikke en kommune særlig meget at få nye arbejdspladser, for det kommunerne lever af, er den skat, som vi betaler af vores løn. Og derfor skal medarbejderne flytte med, hvis det rigtigt skal gavne, siger forskningslederen.