Regeringen flytter 3.900 statslige arbejdspladser ud af København

Vi håber, at rigtig mange vil flytte med, siger finansministeren.

- Det er den største udflytning af arbejdspladser i Danmark nogensinde, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Op mod 4.000 ansatte i statslige job i hovedstaden bliver berørt af regeringens flytteplaner.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde, hvor han annoncerer, at "omkring 3.900" statslige arbejdspladser flyttes ud af København.

- Det er den største udflytning af arbejdspladser i Danmark nogensinde, for vi flytter mere end hver tiende statslige arbejdsplads i hovedstaden til de fire andre regioner, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringens planer om at flytte statslige arbejdspladser ud af København har fået kritik fra flere sider, herunder en række fagforeninger, der advarer mod, at de berørte medarbejdere vil søge væk fra styrelser og arbejdspladser, der skal flyttes.

Regeringen har sat en tidsfrist på "to år til at få det her på plads", siger Lars Løkke Rasmussen.

Håber folk vil flytte med

Finansminister Claus Hjort Frederiksen opfordrer til at flytte med.

- Vi håber, at rigtig mange vil flytte med. Vi ønsker, at så mange som muligt flytter med ud til de nye arbejdspladser. Det er vigtigt at fastholde nøglekompetencer. Den konkrete planlægning finder sted i de enkelte institutioner. Det er der, man skal diskuterer medarbejdernes forhold - hvem, der vil flytte med eller ej, siger Claus Hjort Frederiksen (V).

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har stået i spidsen for regeringens arbejde med at finde de statslige arbejdspladser, der skal flyttes ud af København.

Han erkender, at der er tale om en stor opgave.

- De sidste to måneder har jeg været meget rundt i landet og mødt mange borgmestre, som har givet udtryk for, at de var parate til at løfte opgaven med at flytte statslige arbejdspladser ud i landet. Det er selvfølgelig en stor opgave, men det er vigtigt at slå fast, at vi skal have en stor sammenhængskraft, siger Troels Lund Poulsen (V).

400 millioner kroner

Regeringen annoncerede sine planer om at flytte statsjob ud af hovedstaden allerede i valgkampen. Her pegede nuværende udenrigsminister Kristian Jensen på, at Geodatastyrelsen eksempelvis kunne flyttes til Aalborg.

Siden regeringsdannelsen har de forskellige ministerier budt ind til erhvervs- og vækstministeren med forslag til styrelser og andre arbejdspladser, der kunne komme i spil.

Regeringen har i sit netop fremlagte finanslovforslag afsat 400 millioner kroner til udflytning af statslige arbejdspladser.

Kræver ikke flertal

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i valgkampen, at store dele af den kommende plan ikke kræver flertal i folketingssalen. Det kan regeringen groft sagt bare beslutte.

Uanset at Venstre-regeringen ikke nødvendigvis har brug for et parlamentarisk flertal, har regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, allerede tilkendegivet, at man er klar til at støtte planen.

Tidligere er blandt andet Sikkerhedsstyrelsen flyttet til Esbjerg (2004), Skats betalingscenter til Ringkøbing (2005) og Statsforvaltning Sjælland til Nykøbing Falster (2007).