Benjamin Cazenoves forstår det med det samme, hvor ubegribeligt det end er. Han står to meter fra dem, han ser deres ansigter, hører skuddene fra deres automatvåben, og han lugter blodet, der strømmer ud på gulvet, hvor han sidder.
Få minutter tidligere havde han stået i baren på spillestedet Bataclan med en veninde, og de havde fået drinks.
Han er som forstenet. Der er panik omkring ham. Han forsøger at rejse sig, men glider i blodet på gulvet. Han opgiver at søge med nødudgangene, der er simpelthen for mange, der forsøger at slippe ud i friheden på den måde. Han frygter at blive skudt i ryggen, så han vælger en trappe op til førstesalen.
Benjamin Cazenoves er en smuttur hjemme i sin fødeby Paris for at fejre sin mors fødselsdag. Hans nye tilværelse er i Aarhus, hvor han bor med sin danske kæreste, Nina. Det er hans base nu, og han kæmper med at lære det svære sprog og finde et job som grafisk designer.
Datoen er 13. november 2015. Den vil stå tilbage i Frankrigs historie som dagen, hvor terroren ramte den franske hovedstad lige i hjertet. På det nationale fodboldstadion, på flere restauranter og cafeer og på Bataclan, hvor bandet Eagles of Death Metal var midt i en koncert.
Han forsøger at vende tilbage til salen. Ramt af skyldfølelse over, at han ikke fik sin veninde med på flugten. Men han kan se, det er umuligt.
Han får en sms fra sin mor om, at han skal passe på, fordi der er skyderi i Paris. Hun tror, det er en af hans sædvanlige dårlige jokes, da han svarer, han står midt i det. Hans veninde ringer. Hun er i sikkerhed på gaden.
I alt dør der 130 mennesker denne novemberaften i Paris. 433 blev såret, heraf 90 alvorligt. I Bataclan blev skyderierne ved i mere end ti minutter. Derefter bliver mindst 60 holdt som gidsler af bevæbnede terrorister i koncertsalen.
Pludselig står han ansigt til ansigt med en af terroristerne, som har sænket sin AK-47 og hverdagsagtigt siger:
- Bare rolig, jeg skyder ikke.
- Okay, svarer han og kommer næsten til at grine, så absurd er situationen.
Men i samme sekund løfter den maskerede mand våbnet, og skyderierne er i gang igen.
Benjamin Cazenoves søger tilflugt på et toilet med fire kvinder og en mand. Den ene kvinde er ramt af skud og bløder voldsomt.
For Benjamin Cazenoves og de andre er angrebet lige begyndt. Der vil gå timer inden, de igen kan forlade deres skjulested. De forsøger at være stille, forsøger at dæmpe den sårede kvinde, der jamrer og forsøger at undgå panik.
Benjamin Cazenoves bløder fra hænderne, fordi han har smadret neonlyset, så det ikke afslørede dem. De kan se silhuetterne af terroristerne, der går frem og tilbage på gangen.
Han lægger en plan for, hvordan han og den anden mand måske kan nå at dræbe en indtrængende terrorist.
Hvis de kan overrumple ham i det øjeblik, han kommer ind i rummet og slå ham ihjel med de bare næver, gå efter hans øjne og hans hals, så har de måske en chance. Men dog er han sikker på, at han selv skal dø.
Sidenhen er det blevet det værste af mange mareridt. At han kunne planlægge at slå et andet menneske ihjel. At han var i stand til det. Ikke bare at slå ihjel, men slå ihjel på så bestialsk en måde. Han ser ellers sig selv som et menneske, der er meget fjernt fra at være voldelig.
Under terrorangrebet på Bataclan udgav terroristerne sig for at være ofre, så de kunne få adgang til skjulesteder og myrde endnu flere.
Det banker på toiletdøren. En mand både truer og trygler om at komme ind. Han siger, at han har et barn hos sig. I panik, angst og stress tør ingen på det lille toilet tro ham. Benjamin Cazenoves vælger, at ingen skal lukkes ind.
På det tidspunkt skriver Benjamin Cazenoves en opdatering på Facebook. Han skriver, at han stadig er på Bataclan, at der er sårede, at myrderierne fortsætter.
Han gør det i håbet om, at politiet vil få kendskab til deres situation. Mange læser med, og der er mere end 21.000 delinger og kommentarer.
Langt, langt de fleste beder til, at han vil klare det, men der er også dødstrusler fra Islamisk Stat, der skriver, at de vil finde ham og slå ham ihjel. En trussel, der bliver taget alvorligt. Også af danske PET, da han senere kommer tilbage til Aarhus. Efter to timer i skjul på toilettet kommer franske specialstyrker til undsætning.
Han kan se frygten i politiets øjne. Ham og de andre er på vej til at blive befriet fra toilettet, men specialstyrkerne er bange og retter en pistol mod hans tinding. Han når at tænke, at det ville være det dummeste i verden at dø i det sekund, han kan øjne friheden.
Paris er i undtagelsestilstand. Grænserne bliver lukkede.
De overlevende fra Bataclan må gå ud gennem spillestedet og forsøge at undgå at træde på de døde. I alt 89. Benjamin genkender bartenderen, der havde solgt ham drinks. Han ligger nu dér på gulvet.
De har ikke deres jakker, og den parisiske nat er kold. Naboer kommer med trøjer, jakker og varm kaffe.
Han ser manden med barnet. De lever. To af kvinderne fra toilettet omfavner Benjamin Cazenoves og kalder ham deres helt, der har reddet deres liv. Han bliver vred. Det er kun begyndelsen på en enorm vrede, der skal fylde ham og stadig gør.
Benjamin Cazenoves er især vred over politikernes måde at håndtere sagen. Muslimer fik skylden for angrebet, sådan generelt, mener han.
Myndighederne ville tage deres pas og sende dem ud af landet. Politikerne hævnede sig med at bombe i Syrien, satte flere penge på forsvarsbudgettet og til politiet.
Benjamin Cazenoves mener, at det var kujonagtigt og ekstremt dumt, hvad terroristerne gjorde i Paris den aften. Men terroristerne var indfødte franskmænd, der bare ikke havde haft en chance i livet.
Han kender de chanceløse unge fra en tid, hvor han var lærer i en fattig forstand til Paris. Der skal en langvarig indsats til for at få dem integreret, og det er dér, at pengene bør sendes hen, mener han. I stedet for at føre religionskrig.
Benjamin Cazenoves' mor henter ham. Han ringer til sine nærmeste og sine venner, han opdaterer de sociale medier med det faktum, at han lever. På trods. Han sover en time den morgen, han kan i det hele taget ikke sove.
Hans mors hus bliver omringet med pressefolk. Han giver ingen interviews, og han er bange for at stå ved vinduet. Bange for at blive skudt.
For Benjamin Cazenoves er det trygt, eller mere trygt, at vende hjem til Aarhus.
Han har gået i et halvt års terapi på klinik for PTSD under psykiatrisk hospital i Risskov. Metoden hedder EMDR. Den er brugt med held på krigsveteraner.
Han skal tale om de blodige begivenheder, samtidig med at han skal bevæge øjnene i et mønster.
Fire måneder efter angrebet spiller Eagles of Death Metal den koncert, der blev afbrudt af terroristerne, færdig.
Det er vigtig for Benjamin Cazenoves at være der, men han er superstresset, selvom politiet er til stede overalt.
Han elsker musik, men kommer nu kun sjældent til koncerter. Han bliver aldrig helt fri for sin posttraumatiske stress. Han har svært ved at koncentrere sig, han kan stadig ikke rigtig sove. Han har svært ved at finde motivation og finde ud af, hvordan der er brug for ham. Han kæmper en stor kamp for at fylde sit arbejdsliv med noget, der er væsentligt.
Hans terapeut arbejder meget med at få ham til at se sig selv som en helt. Han synes, han kunne have gjort noget mere, reddet nogle flere.
Det er svært at kombinere de dramatiske hændelser med et almindeligt job som grafisk designer. Det er svært at forklare, hvordan de sidste to et halvt år er gået. Uden megen søvn, med traumer, træthed og hovedpine.
Han har et næsten færdigt filmmanuskript klar. En spillefilm, som han gerne ser produceret i Frankrig. Den tager sig udgangspunkt i de blodige timer på Bataclan. Den handler om kærlighed, og en kvinde, der gør alt, blandt andet går i krig, for at få sin bror til at opgive tanken om at være hellig kriger.
I dag føler Benjamin Cazenoves, at han fået en ny chance i livet. Han skulle have været død, men fik et liv nummer to. Det må ikke gå til spilde. Det er et enormt pres, men det giver ham energien til at gøre det, han altid har ønsket.
Én god ting kom der ud af natten i Paris. I det nye liv er der en slags ny familie. De andre ofre fra toilettet den aften er nu blandt hans bedste venner.
Her var terrorangrebene i Paris 13. november 2015