Opfinder Poul Jakobsen har i mere end ti år kæmpet for at få anerkendt særligt udviklede drænrør som et redskab mod de bølger, der år for år river store stykker af kysten med sig ud i Vesterhavet.
Ideen med rørene er at lede vandet væk fra kysten uden, at det tager sand og andre materialer med sig, men metoden har været stærkt omdiskuteret.
I 2008 konkluderede to uvildige professorer efter at have undersøgt rørene over en periode på tre år, at de ikke havde nogen mærkbar effekt ved vesterhavskysten, og Kystdirektoratet har på den baggrund afvist at gøre brug af rørene som en del af kystsikringen.
Men Poul Jakobsen har fra starten kritiseret forskernes arbejde, og i begyndelsen af februar fik projektet nyt liv, da Dansk Folkeparti pressede på for at få sat penge af til et nyt forsøg med drænrørene.
Nu ligger der ti millioner kroner fra Folketinget til projektet, men de kommer ikke til at gøre gavn i Hjørring, der ellers er den kommune, som i øjeblikket har de største problemer med kysterosion.
I aftes holdt formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Søren Smalbro (V), møde med Poul Jakobsen, og her var meldingen klar: Hjørring Kommune vil ikke være testområde for Poul Jakobsens drænrør.
- Jeg skal ikke være dommer over, om hans rør under nogle forhold har en virkning, men det er ikke det, vi efterspørger, siger Søren Smalbro.
Han henviser til, at rørene kan komme til at ligge i vejen for andre kystsikringstiltag som sandfodring og kystsikring med sten.
Poul Jakobsen: Uforståeligt
Poul Jakobsen har ikke noget at udsætte på mødet med Søren Smalbro, men han har svært ved at forstå, at Hjørring Kommune ikke har i sinde at gøre brug af rørene.
- Det er uforståeligt. Det er synd for grundejerne, siger Poul Jakobsen, der henviser til, at 36 huse i området i de senere år er gået tabt på grund af havets indhug.
Ifølge opfinderen vil en effektiv implementering af rørene kunne opretholde en fin og bred sandstrand samtidig med, at man holder havet på afstand at husene på kysten.
Han mener ikke, at modstanden mod drænrør er begrundet i faglige hensyn, men at det i stedet skyldes personlige stridigheder med flere af byrådsmedlemmerne i kommunen - heriblandt den tidligere socialdemokratiske formand for teknik- og miljøudvalget, Ole Ørnbøl, der stadig sidder med i den socialdemokratiske gruppe i byrådet.
Billede: Område ved Nørlev Strand i henholdsvis 1995 og 2017. Flere huse er i den periode pillet ned.
Ole Ørnbøl selv afviser den forklaring.
- Da jeg var formand, arbejdede jeg politisk, og det var den politiske holdning, jeg havde til sagen. At han så kalder det personfnidder, det er hans udlægning af det, siger han.
Det kan nu ende med, at rørforsøget placeres længere ned ad kysten ved eksempelvis Søndervig eller Skodbjerge i stedet for Nørlev, Nr. Lyngby eller Lønstrup, hvor husene ligger tæt på kysten.
Det ærgrer Poul Jakobsen.
- Det var her, man kunne få den største værdi af de her penge. Hvad er der ved at etablere et anlæg, hvor der bare er klitterne, mågerne og mig? Det har ikke noget med samfundsværdi at gøre, siger han.
Poul Jakobsen har dog ikke endnu opgivet at få overbevist byrådet og vil nu invitere hele teknik- og miljøudvalget i Hjørring på besøg.