Forestil dig, at du for 30 år siden har købt et sommerhus med udsigt over Vesterhavet.
Dengang lå huset i behørig afstand fra vandet, men som årene er gået, er stormene taget til, og en dag har havet gravet så meget sand med sig fra strand og klitter, at også din jord begynder at svinde.
Først bliver din grund en del af stranden, og du får besked på at rive dit sommerhus ned.
Dernæst bliver stranden til hav, og grunden ligger nu dækket af vand og er i princippet havbund.
Men er det stadig dig, der er herre over grunden?
Det har vi bedt landinspektør Lars Birk om hjælp til at svare på.
Hav og strand har flyttet sig
Lars Birk møder DR Nordjylland på Morgenvej ved Nørlev Strand, hvor man i forbindelse med vinterstormene i 2015 så en stribe sommerhuse blive revet med af bølgerne.
Han har taget flere luftfotos med, der viser hvordan havet igennem årene har ædt sig ind i landet og ind på sommerhusejernes matrikler.
- Man kan rent faktisk se, at der ligger nogle grunde her, hvor der ikke længere er huse, siger han.
Det tidligste kort går tilbage til 1954. Her ligger de fleste sommerhuse i sikker afstand fra havet.
I 1995 er det tættere på og i nogle tilfælde så tæt, at stranden i bogstavelig forstand ligger lige uden for hoveddøren. I 2017 er flere huse pillet ned.
Ovenfor og nedenfor to områder ved Nørlev Strand i henholdsvis 1995 og 2017.
Men ét er, hvad der er sket med husene. Noget andet er, hvad der sker med grunden.
Den får du lov at beholde, fortæller Lars Birk.
- Ja, dine skel omkring grunden ligger, som de altid har gjort. På papiret ejer du i virkeligheden det stykke, der ligger på stranden eller eventuelt ude i vandet, siger han.
Det betyder imidlertid ikke, at du kan gøre med det, som du vil.
Skillelinjen går officielt ved den højeste daglige vandstandslinje – det vil sige det punkt på stranden, hvor vandet når op ved højvande.
Den del af grunden, der ligger på landsiden har du råderet over, som du altid har haft, men den del, der ligger på havsiden bliver lagt ind under staten som søterritorie.
På søterritoriet har du ikke andre rettigheder end alle mulige andre.
- Det stykke kan man ikke rigtigt bruge til noget. Du har ikke nogen særret, fordi du på papiret har er areal, der ligger ude i vandet, siger Lars Birk.
Så man må ikke bygge en terrasse i vandkanten?
- Du må ikke bygge en terrasse i vandkanten, nej.
Du kan stadig komme til at betale
Der er dog en lille krølle på det hele.
Selvom du ikke har lov at bruge grunden, skal du nemlig som ejer stadig betale skat af den.
- Det står stadig registreret i tingbogen og andre gode steder, at man har et areal, der ligger derude, og derfor vil man som udgangspunkt også blive opkrævet ejendomsskat af den, siger Lars Birk.
Hvis man vil undgå det, kan man imidlertid betale for at få en landmåler ud for at måle grunden op på ny og få lavet en ny optegning af den.
Derved kan du give afkald på den del af grunden, der ligger under vand.
Modsat kan du faktisk få det omvendte resultat på østkysten, hvor havet nogle steder skyller nye mængder sand op.
Her kan man få lagt areal til sin grund ved at ringe til en landmåler.
- Det areal kan du de facto råde over, siger Lars Birk.
#SPØRGNORDJYLLAND
- •
Kaj Jensen fra Aalborg har undret sig over, om ejerskabet til ens grund forsvinder i det samme øjeblik, det ryger i havet.
- •
Hos DR P4 Nordjylland forsøger vi hver fredag under kasketten "#SPØRGNORDJYLLAND" at finde et svar på et spørgsmål lidt ud over det sædvanlige.
- •
Har du en undren i det nordjyske? Så skriv til nord@dr.dk - så er det måske dit spørgsmål, vi tager op.