For at få flere flygtninge og udlændinge ind på den danske arbejdsmarked, skal man finde på nye tiltag. Et af forslagene er blandt andet en indslusningsløn, som er lavere end den normale mindsteløn.
Det er et af forslagene fra Michael Lund, direktør i den nordjyske byggevirksomhed Lund og Staun, inden de kommende trepartsforhandlingerne begynder.
Dansk Arbejdsgiverforening og LO har ellers tidligere afvist forslaget om indslusningsløn.
Skal prøve det danske arbejdsmarked
Michael Lund mener, at den store strøm af flygtning og udlændinge, som kommer til landet, ligeså godt kan komme ud på arbejdsmarkedet.
- Vi skal have en konstruktiv snak om, hvordan vi udnytter den store ressource. Flygtningene skal ud at prøve, hvordan det er at være i en dansk virksomhed. Vi skal have dem gearet op til at passe et dansk job, siger han.
Der er en klar grund til, at Michael Lund blandt andet foreslår, at flygtningene skal have en lavere løn til at starte med.
- Jeg kan ikke bare tage en person ind, som har svært ved det danske sprog og som ikke lige ved, hvordan ting fungerer. Han vil ikke være rentabel i en virksomhed, siger han.
Brug for fælles indsats
Michael Lund ser helst, at der kommer en fælles indsats på området, da det er svært for ham alene at lave tiltag som for eksempel indslusningsløn på hans virksomhed.
- Vi har en lokalaftale, som gør, at vi skal give nye ansatte en mindsteløn. Hvis vi ansatte nogle under den, vil det være lønpres overfor mine nuværende medarbejdere. De vil starte alt for højt oppe til, hvad der er rentabelt. Der skal vi have en dialog mellem mine tillidsmænd og fagforeningen om, hvad vi kan gøre i vores virksomhed. Sådan er det også i andre virksomheder, siger han.
Michael Lund er ikke alene med sit ønske. Seks ud af 11 organisationer under Dansk Arbejdsgiverforening går ind for indslusningsløn, og de vil have emnet med i de kommende trepartsforhandlinger. Det oplyser dagbladet Børsen.