Adgangen til arbejdsmarkedet er blevet alt for svær for en stor gruppe på offentlig forsørgelse.
Derfor åbner finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) for at drøfte muligheden for en »trædesten« ind på arbejdsmarkedet i de kommende trepartsforhandlinger mellem regeringen, lønmodtagere og arbejdsgivere.
I den forbindelse slår han ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten lørdag fast, at det kan ske ved at kigge på "løndelen".
- Vi har jo et problem, hvis man ikke kan tjene sine 125 eller 130 kr. hjem, som mindstebetalingen er. Så er vores system, at du enten er inde eller ude af jobmarkedet, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.
Ikke ved direkte løndiktat
- Den danske model forsømmer at åbne en mulighed for, at disse grupper kan komme ind på arbejdsmarkedet, siger han og tilføjer:
- Det er jo ikke løst, hvis vi ikke får lavet et system, så folk kan komme ind og få et arbejde.
En mulighed er en lavere indslusningsløn. Regeringen har dog ikke lagt sig fast på en model, men han tilføjer, at det ikke kommer til at ske ved et direkte "løndiktat".
LO: Det er en glidebane
Claus Hjort Frederiksen har tidligere skabt debat ved at foreslå, at danske lønninger burde nærme sig de tyske.
LO afviser indslusningsløn og kalder det en »glidebane«.
- Vi risikerer tilstande med arbejdende fattige, hvor man skal have to eller tre job for overhovedet at kunne leve, siger LO-sekretær Ejner K. Holst. Heller ikke Dansk Arbejdsgiverforening (DA) omfavner umiddelbart Hjort Frederiksens udmeldinger