Borgmester: Jeg tør næsten ikke tænke på, hvor mange millioner naturbrandene koster os

Beredskaberne er maksimalt pressede økonomisk, siger formanden for Nordjyllands Beredskab, borgmester Arne Boelt (S).

Der er blandt andet blevet brugt særlige brandbiler fra Aalborg Lufthavn, men deres hydraulikslanger smeltede i varmen. (Foto: © Trine Dam, DR Nórdjylland)

Mens brand- og beredskabsfolk fortsat arbejder med en omfattende naturbrand i Dokkedal ved Lille Vildmose, så er formanden for Nordjyllands Beredskab, Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), ved at skrive et brev til sine nordjyske borgmesterkolleger.

- I kan godt regne med, at det her bliver dyrt. Det bliver meget dyrt, siger borgmesteren.

Han står i grønne gummistøvler efter selv at have trasket rundt i området ved Dokkedal, hvor der på nogle tidspunkter har været 70 mand i gang med slukningen, som stadig står på. Og ikke mindst masser af kostbar materiel.

- Vi har rigtig mange køretøjer indsat, og når det er så varmt, så bliver materiellet simpelthen ødelagt, så der bliver biler, vi må overveje at skifte ud bagefter, siger Arne Boelt (S).

Det her er saftsuseme alvorligt, siger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S), der også er formand for Nordjyllands Beredskab. (Foto: © Christine Nørgaard, DR Nórdjylland)

Kæmper i forvejen med million-underskud

Han påpeger, at de store udgifter kommer på et tidspunkt, hvor Nordjyllands Beredskab i forvejen er hårdt presset og kører med et underskud på op mod fire millioner kroner, efter de 87 kommunale beredskaber i 2016 blev lagt sammen til 24 større enheder.

- Det her kan risikere at komme til at koste adskillige millioner bare for Nordjyllands Beredskabs vedkommende, og så er der Beredskabsstyrelsen, som virkelig også har været presset, siger den nordjyske beredskabsformand og borgmester.

- Vi er max pressede, og vi bliver virkelig nødt til at kigge på vores ressourcer, når vi er på den anden side af de her brande, siger Arne Boelt (S).

Har skrevet til forsvarsministre mange gange

Ifølge ham har kommunerne adskillige gange påpeget problemet over for skiftende forsvarsministre, fordi den pressede økonomi blandt andet også betyder, at man har svært ved at stille med materiel og køretøjer, der kan håndtere en naturbrand af den størrelse, der ses ved Lille Vildmose.

- I Nordjyllands Beredskab har vi ikke investeret de seneste tre år, fordi vi er så pressede økonomisk, og jeg kan jo se, at det udstyr, vi skal bruge til et moderne brandvæsen, det bare ikke er tidssvarende, siger Arne Boelt (S), der selv har en baggrund i Falck.

Næstformand: Lad os nu vente og se

Hos folketingets forsvarsudvalg opfordrer næstformand Jan Johansen (S) til at slå koldt vand i blodet og vente og se, hvad naturbrandene reelt kommer til at have af økonomiske konsekvenser.

- Det er klart, det er en ekstraordinær situation og koster en del penge at skulle have de mange frivillige og deltidsbrandmænd ind, men det er lidt tidligt at gå ud og sige, at nu skal vi bare have tilført en frygtelig masse penge, siger Jan Johansen (S), der samtidig er præsident for Beredskabsforbundet.

Han understreger, at det til den tid så må være kommunernes repræsentanter i KL, der må forhandle med forsvarsministeren.

Lige nu handler det for Jan Johansen (S) om at rose og takke de mange, der hjælper med at slukke naturbrandene.

- At begynde at diskutere penge midt i tørken, det synes jeg nok er lige tidligt nok. Nu skal vi hellere hjælpe hinanden med at sørge for, at det ikke går som i Sverige, siger næstformanden for folketingets forsvarsudvalg.

Brandbiler sad fast

Ved naturbranden i Dokkedal bliver der brugt materiel og køretøjer fra det meste af Nordjylland og fra Beredskabsstyrelsens afdelinger i blandt andet Midtjylland og på Sjælland.

Torsdag rekvirede man også tre af Aalborg Lufthavns særlige brandbiler - de såkaldte crashtendere - men de to af dem endte med at bryde sammen i varmen og sidde fast, så de måtte trækkes fri af et bjergningskøretøj.