Nu må sommerhusejere købe anparter i udskældt vindmøllepark: 'Ligner et hold kæft-bolsje'

Sommerhusejere får mulighed for at købe sig ind i vindmølleparker, som de selv er modstandere af. Fastboende kritiserer lovændring.

Både hus- og sommerhusejere langs vestkysten får nu mulighed for at købe anparter i vindmølleparken Vesterhav Syd. Det møder kritik. (Foto t.h.: Energiplan. Foto t.v..: Henrik Bagger, Scanpix; )

To kystnære vindmølleparker ved Vestkysten kommer igen i modvind. Nu om salg af anparter i mølleprojektet.

En lovændring fra 1. juli betyder, at både sommerhusejere og fastboende i Ringkøbing-Skjern Kommune kan købe anparter. Før lovændringen var det kun fastboende skatteydere, der kunne det.

- Vi fastboende skatteyderne i kommunen bliver snydt for fortrinsret til en favorabel pris, siger Jens Bollerup fra Hvide Sande.

Han mener, at investeringsmulighederne bliver kraftigt udhulet, når investergruppen bliver udvidet med sommerhusejere, som der er ganske mange af.

- Mange fra Odense, Aarhus og København har sommerhus herude. Det er jo en favorabel investering. Så dem (mølleanparterne, red) vil der da være rift om, siger han.

Men sommerhusejer Preben Greibe, der er formand for Protestgruppen Stop Vesterhav Syd, forstår ikke kritikken af, at sommerhusejere også får mulighed for at købe sig en anpart.

- Personligt har jeg ikke hørt om nogle sommerhusejere, som synes, at det kunne være alletiders at investere i møllerne. For mit eget vedkommende som sommerhusejer og modstander af møllerne kunne jeg ikke drømme om at købe anparter, siger Preben Greibe.

Jens Bollerup fra Hvide Sande er uenig.

- Når man kan købe sig ind til kostpris i en vindmøllepark, er jeg overbevist om, at der vil være rift om anparterne, siger han.

Fastboende: Lovændring er 'hold kæft bolsje'

Vindmølleparkerne langs den jyske vestkyst har mødt massiv modstand både blandt fastboende og sommerhusejere. Begge parter har kæmpet imod de mange møller kun få kilometer fra kysten. Argumentet har især været, at vindmølleparkerne er et stort indgreb i naturen, når man ikke længere har udsigt til en fri horisont.

Da planerne om vindmølleparkerne i sin tid blev lanceret på borgermøder i Ringkøbing-Skjern Kommune, blev de fastboende, ifølge Jens Bollerup, stillet i udsigt, at de kunne få muligheden for at investere i vindmølleparken på favorable vilkår.

- Det, vi var stillet i udsigt som kompensation, bortfalder, siger Jens Bollerup.

Han mener derfor, at lovændringen fra 1. juli kan ligne et 'hold kæft-bolsje' til sommerhusejerne.

Sommerhusejer Preben Greibe tror ikke, at man sådan kan købe folk.

- Jeg tvivler på, at anparterne bliver udsolgt, siger han.

Aktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen vurderer, at mølleaktier kan være en god investering. Men det kræver hjælp fra vejrguderne.

- Man er nødt til at krydse fingre for, at vinden blæser, og at vindmøllerne leverer den strøm, man har planlagt med, siger han.

Det er energiselskabet Vattenfall, der opfører de kystnære vindmølleparker Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, som tilsammen består af 41 møller. På grund af møllernes placering tæt på kysten skal Vattenfall tilbyde de lokale, at de kan købe anparter i projektet.

Vattenfall forventer, at vindmølleanparterne kommer i udbud efter nytår.

FAKTA

  • Vesterhavet Syd bliver på 170 MW og kommer til at bestå af 20 stk. 8,4 MW vindmøller fra Siemens Gamesa. Den skal skal ligge fra Søndervig i nord til Hvide Sande i syd i en afstand af mellem 4,2 og 10 km fra kysten.

  • Vesterhav Nord bliver på 180 MW og kommer til at bestå at 21 møller af samme type som Vesterhav Syd. Vesterhav Nord skal ligge mellem Thyborøn i nord og Bovbjerg i syd i en afstand af mellem 4,3 og 7,3 kilometer fra kysten.

  • Opførelsen af de to mølleparker begynder i 2019, og de skal levere strøm fra 2020. Tilsammen kan de to kystnære parker på et normalt år levere strøm svarende til elforbruget i 380.000 danske husstande.