Virksomheden Danish Aerotech i Karup har netop sikret sig, at valget af nye danske kampfly falder ud til deres fordel, uanset om valget af leverandør falder på Airbus Defence and Space, Boeing eller Lockheed Martin.
- Vi forventer i hvert fald 20 til 40 nye arbejdspladser, siger Jan Jørgensen, der er administrerende direktør i Danish Aerotech.
Virksomheden fremstiller våbenprodukter og vedligeholder militære luftfartøjer og missiler.
Danish Aerotech får ordrer
Han har underskrevet samarbejdsaftaler med de tre mulige leverandører af afløseren til F16-jageren, og derfor er Danish Aerotech nu helgarderet, når Folketinget træffer en beslutning senest 30. november.
Aftalen får stor betydning for virksomheden, forudser Jan Jørgensen:
- Dels, sikrer vi både virksomhed og arbejdspladser her i Danmark med en horisont på 30 til 40 år, og dels får vi tilført ny viden, siger han.
Mange ser frem til aftale
Danish Aerotech er langt fra ene om tage forskud på et eventuelt samarbejde med den kommende leverandør.
- Jeg kan ikke sige præcist, hvor mange der er, men der er mange, siger Klaus Bolving. Han er direktør i industriklyngen Center For Sikkerhedsindustrien i Danmark, der har hovedsæde i Herning.
Flere virksomheder, heriblandt Multicut i Vildbjerg, har indgået samarbejdsaftaler med én eller flere af de tre producenter. Det er aftaler, der først for alvor bliver guldrandede, når der er truffet et valg mellem de tre forskellige fly.
Det er spændende for alle parter
- Det er en meget spændende tid, selvfølgelig for de udlændinge, der skal sælge kampflyene til Danmark. Men også for de danske virksomheder, som har lavet forhåndsaftaler om forventede underleverancer, hvis deres bliver valgt, siger Klaus Bolving.
Boeing lover 10.000 arbejdspladser i Danmark, Airbus siger 7.000, mens Lockheed Martin har været mere forsigtige med at sætte et tal på deres investeringer i Danmark.
Klaus Bolving ved ikke, hvordan virksomhederne er nået frem til de høje tal, men han understreger, at det ofte overrasker, hvor meget højteknologiske arbejdspladser kan skabe i afledte effekter.