Kun udvalgte kommuner kan få statslige arbejdspladser

Flere borgmestre mødes for at diskutere, hvor udflyttede arbejdspladser bedst placeres.

Det kan også gavne nabokommunerne, hvis nålen med statslige arbejdspladser bliver sat i landsdelen.

Ikke alle 98 kommuner kan få en bid af kagen, når regeringen vil flytte statslige arbejdspladser ud i landet.

Men det er heller ikke afgørende, mener flere borgmestre. Ikast-Brandes venstreborgmester Carsten Kissmeyer forklarer:

- Hvis der kommer noget i nabokommunen, så er det også med til at skabe et differentieret arbejdsmarked. For det, at vi får nogle statslige arbejdspladser med højtuddannede mennesker, gør måske, at det er lettere for vores industri også at tiltrække højtuddannede, siger han.

Mødes i 'Danmark på vippen'

20. august mødes en række kommuner i initiativet 'Danmark på vippen' for at diskutere, hvilke statslige arbejdspladser det giver bedst mening at placere hvor. Flere peger for eksempel på at udvide Naturstyrelsens afdeling i Klosterheden Plantage.

Og Thisted-borgmester Lene Kjelgaard (V) kalder det oplagt at sende fiskeridelen af Naturerhvervsstyrelsen til Hanstholm:

- En rigtig stor del af den europæiske fiskefangst landes jo her i Nordjylland, så jeg synes jo, at det, at man er så tæt på og kan samle den viden op direkte fra erhvervet, det kan også være med til at kvalificere det arbejde, der skal ske inde på Christiansborg, siger hun.

Forslag: Rul gamle forflyttelser tilbage

En rundringning til borgmestre i Midt- og Vestjylland viser, at især styrelserne for Natur, Miljø, Energi og Naturerhverv er velkomne her i landsdelen.

Flere peger på at udvide Naturstyrelsens afdeling i Klosterheden Plantage, og Struers borgmester, Mads Jakobsen (V), foreslår også at rulle gamle forflyttelser tilbage. For eksempel knap 100 mand tilbage til skattecenteret i Struer.

- Alt andet lige er det nemmere at fastholde arbejdspladser end at komme i tanke om nogle nye, der skal flyttes ud. Så jeg synes man skulle starte der, siger han.