Midtjysk borgmester: Mange statslige arbejdspladser hører til her i produktions-Danmark

Det er helt på sin plads at få flyttet statslige arbejdspladser væk fra hovedstadsområdet, mener midtjysk borgmester.

Carsten Kissmeyer, der er borgmester i Ikast-Brande Kommune, glæder sig over, at statslige arbejdspladser muligvis er på vej. Foto: DR. (Foto: © Ikast-Brande kommune, DR Midt & Vest)

Der er glæde at spore i provinsen, efter at Dansk Folkeparti i dag har sat navn på en række statslige arbejdspladser, som ifølge partiet med fordel kan rykkes fra hovedstadsområdet og placeres andre steder i landet.

Ikast-Brande-borgmester Carsten Kissmeyer (V) kalder det "positivt" og lægger vægt på, at det ikke blot tiltrækker økonomisk aktivitet, men også højtuddannet arbejdskraft.

- Det skaber et mere differentieret arbejdsmarked. Vi har mange private virksomheder her hos os, der også har højtuddannede ansat, men det er især ingeniører og lignende. Der kan de statslige arbejdsplasdser sikre mere differentiering, så der tiltrækkes flere højtuddannede, siger han.

Kissmeyer: Kan ikke tage hensyn til privatliv

De eneste nuværende statslige arbejdspladser i Ikast-Brande Kommune findes i et fængsel. Carsten Kissmeyer ser et stort potentiale inden for landbrug, natur og miljø.

- Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen er jo de styrelser, der arbejder med det, vi arbejder med herude i produktions-Danmark. Det ville jo være naturligt. Udfordringen lige nu er, at når styrelsen ligger i København, kommer de rigtig langt væk fra vores virkelighed, og den virkelighed er vigtig, når man skal træffe afgørelser, siger Carsten Kissmeyer.

Hos fagforeningen Djøf, der organiserer omkring 22.000 medlemmer, hvoraf omkring halvdelen ansat i statslige arbejdspladser, kritiserer man planerne om udflytning. Formand Lars Qvistgaard frygter blandt andet, at det vil medføre uro hos mange ansatte.

Men det er ikke argument for at undlade at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstadsområdet, mener Carsten Kissmeyer.

- Selvfølgelig har jeg forståelse for, at det spiller en rolle i folks privatliv, men det her er en større sag, så det hensyn har vi ikke råd til at tage i Danmark. Vi er nødt til at sikre, at vi har en balanceret udvikling, så folk vil bo over det hele i landet, siger Ikast-Brande-borgmesteren.

Minister: Det kommer til at ske

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) lover, at det kommer til at gå relativt stærkt, når de statslige arbejdspladser, som skal rykkes fra de store byer, udpeges.

- Det kommer til at ske, og det kommer til at være en forholdsvis hurtig proces, siger Troels Lund Poulsen til DR Nyheder.

Regeringen vil inden Folketingets åbning den første tirsdag i oktober fremlægge en plan for, hvordan og ikke mindst hvilke statslige arbejdspladser der skal flytte adresse. Det fremgår af regeringsgrundlaget.