Når danskerne den 21. november skal stemme ved kommunalvalget, er målet for Enhedslisten at blive repræsenteret i flere end de 76 kommuner, som partiet er i nu. Politisk ordfører Pernille Skipper lægger ikke skjul på, at partiet gerne vil være større:
- Det er vigtigt for os at blive bredere, siger hun til Ritzau forud for partiets sommergruppemøde i Aalborg i dag.
Især håber Enhedslisten at få foden indenfor i det sønderjyske og i Holstebro.
- Det er kommuner, hvor vi ikke er i dag, og hvor der er en stor tilslutning til Venstre og DF, siger Skipper.
På gaden i Holstebro er der dog ikke megen tilslutning til partiet på den yderste venstrefløj blandt de vælgere, som dr.dk møder torsdag formiddag.
- Personligt stemmer jeg ikke på dem. Så rød er jeg ikke. Det er dog godt, at vi har dem, for Enhedslisten tør skille sig ud. Men det er måske lidt farligt i Vestjylland, hvor vi er lidt konservative, siger den 20-årige EUX-elektrikerlærling Simon Hebsgaard.
Lis Knudsen tror heller ikke at Enhedslisten har en chance for at komme ind i byrådet i Holstebro Kommune.
- Vestjyder vil ikke stemme på Enhedslisten. Der er for mange borgerlige vælgere og socialdemokrater her, siger den snart 71-årige pensionist.
Mere optimistisk er den 32-årige skolelærer Katrine Jensen, der underviser på den lokale social- og sundhedsskole.
- De har muligvis en chance, men jeg tror at de skal brande sig selv noget mere. Nå ud til flere, også unge mennesker, så folk ved, hvad de står for. Selv vil jeg ikke stemme på Enhedslisten, da jeg har min politiske overbevisning et andet sted, siger hun.
Iværksætter André Brejning på 50 år forstår godt, at Enhedslisten er dårligere repræsenteret i flere jyske kommuner end i eksempelvis København, hvor partiet fik næsten 20 procent af stemmerne ved sidste kommunalvalg.
- Det er ikke her, de finder deres kernevælgere. Vi er i Vestjylland, V for Venstre. Her er den typiske holdning, at man ved, hvad man har og det er der ingen grund til at lave om på, siger han.
Frisørelev Mette Chemnitz Christensen på 28 år synes, at Enhedslisten har mange fine holdninger - men ind i mellem mangler partiet lidt realitetssans i hverdagen, mener hun:
- Jeg vil ikke stemme på dem, men det er fint, at de tør skille sig ud og giver modspil til de store partier.
Enhedslisten har i mange år haft ry for at være et københavnerparti. Et ry, som politisk ordfører Pernille Skipper dog mener, at partiet i praksis har kastet af sig.
Men spørger man den 68-årige pensionist Leo Pedersen, så hænger lidt af det gamle ry stadig fast.
- Vi har lidt svært ved Enhedslisten i Vestjylland. Det er nok mere i København, at det foregår, siger han.
Kommunalvalget i 2013 blev et gennembrud for Enhedslisten. Partiet gik fra kun at være repræsenteret i ni kommuner ved valget i 2009 til at sidde i byrådet i 76 kommuner fire år efter.
Pernille Skipper siger til Ritzau, at kommunalvalget til november bliver en test på, hvor meget partiet har vundet tillid til, at de er mere end et københavnerparti. Umiddelbart efter sommergrupemødet skyder hun kommunalvalgkampen i gang med en rundtur rundt i landet.
Og det er netop fremgangsmåden, mener 66-årige Preben Rasmussen, der som den eneste af de borgere, dr.dk mødte på gågaden i Holstebro, sagtens kan finde på at stemme på Enhedslisten.
- Jeg har meget sympati for Enhedslisten og har på et tidspunkt selv været medlem og stillet op til kommunalvalget. Så det er en glimrende idé, at de vil gå efter at bide sig fast i provinsen. Problemet er bare, at det er meget svært at komme i byrådet. De er nødt til at være mere synlige i hverdagen. I aviser, på Facebook, vise sig mere lokalt. Vise at de er her. De er for anonyme, mener Preben Rasmussen.