Eksperter foreslår: Vaccinér børn i daginstitutionen

For få børn bliver vaccineret mod influenza. Nu foreslår eksperter, at vaccinatører skal gøre det, mens mor og far er på arbejde.

Influenzavaccination til børn gives med spray i næsen i stedet for et stik i overarmen. (Foto: © © Grafik: Søren Winther Nørbæk)

To førende eksperter foreslår at lade børn blive vaccineret mod influenza, mens de er i vuggestue eller børnehave.

For selvom mange forældre synes, influenza-vaccination er en god idé, så kniber det med at få vaccineret nok.

Sundhedsstyrelsens mål var i 2021 og 2022, at tre ud af fire børn i aldersgruppen skulle vaccineres mod influenza. Men færre end hver tredje barn kom til lægen og fik de pift i næsen, der skulle til.

Derfor skal man til at 'tænke lidt ud af boksen', mener idémanden bag forslaget, Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin på Københavns Universitet.

Flere vil takke ja, hvis der også er vaccinatører, som kan køre ud til vuggestuer og børnehaver og vaccinere børnene, mens mor og far er på arbejde, foreslår han.

- Det er sprøjt ind i næsen, så der er ikke noget ubehag, som hvis børnene skal stikkes, forklarer Jens Lundgren.

Han er en del af Sundhedsstyrelsen Vaccinationsråd og får opbakning til forslaget af sin kollega i rådet, Camilla Foged, professor i vaccinedesign, Københavns Universitet.

- I sidste sæson krævede en influenzavaccinationen to besøg hos en læge, og det kan være sin sag at få det presset ind i en travl børnefamilies kalender. Så det er en god idé at gøre det nemmere, siger Camilla Foged.

Landsorganisation: Pædagogerne har nok at lave

Daginstitutionernes Landsorganisation mener dog ikke, at personalet i vuggestuer og børnehaver bør stå med børn, mens de bliver vaccineret mod influenza - selvom det sker med en næsespray i stedet for en nål.

- Der er ikke meget tid i institutionerne til ekstraarbejde, og det her vil være en ekstra opgave for medarbejderne. Det synes jeg ikke, er en god idé, siger formand for Dagsinstitutionernes Landsorganisation, Eva Djurhuus.

Vaccine-tilbuddet er en god ide, mener hun, men rammerne skal bare være på plads, og forældrene og noget sundhedsfagligt personale skal være med.

- Det er helt fint, at forældrene selv kan gå ind i et lokale, som en daginstitution stiller til rådighed, og så få den vaccine, hvis de ønsker deres barn vaccineret, siger Eva Djurhuus.

Hos Forældrenes Landsorganisation påpeger formand Signe Nielsen, at det er vigtigt, at forældrene også er til stede, når børnene skal vaccineres.

- Vi kommer i dagtilbuddene hver dag, så hvis vi lige kan få et sprøjt i næsen på vej ind eller ud, så er jeg helt sikker på, at langt flere forældre vil tage imod det gode tilbud, siger hun.

Børn får tilbudt influenza-vaccinen igen i år

Det er slået fast, at myndighederne til den kommende influenzasæson igen tilbyder børn mellem to og seks år en vaccine med næsespray.

Sundhedsstyrelsen kan ikke stille op til interview, men skriver i en mail til DR Nyheder:

"Sundhedsstyrelsen har løbende overvejelser med regionerne, som er ansvarlige for den praktiske planlægning af den kommende sæsons influenzavaccinationsindsats, om at tilrettelægge et tilgængeligt tilbud."

De seneste sæsoner var det de praktiserende læger, der stod for at give børn et pift i næsen mod influenza. Formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Jørgen Skadborg, ønsker ikke kommentere på det konkrete foreslag endnu, men skriver til DR Nyheder:

"Helt generelt synes vi, at børnevaccinationer bør foregå stille og roligt hos egen læge, helt lige som familierne er vant til med børnevaccinationsprogrammet i forvejen."

Statens Serum Institut oplyser, at man den seneste sæson kasserede 38.000 doser influenzavaccine til børn, da vaccinerne udløb på dato.