Stor succes at arbejdsløse renoverer egne lejligheder

Ledige bygger med på boligrenoveringer i Odense med stor succes Nu skal projektet udvides til yderligere 1500 lejligheder.

Michael, Marko og andre unge arbejdsløse i Korsløkkeparken hjælper med istandsættelse af deres egne lejligheder. Nu bliver ordningen udvidet. (Foto: © Nanna Ziegler)

Det har vist sig at være en stor succes, at unge arbejdsløse bygger med på deres egne boliger i Korsløkkeparken i Odense.

- Det er herligt. Der sker noget, og vi bliver prøvet af, siger en af de unge, Michael Christoffersen, til DR Fyn.

Hans selvtillid er vokset i takt med projektet, og han glæder sig over, at renoveringen pynter på lokalområdet.

Flere lejligheder skal renoveres

Fyns almennyttige Boligselskab, FAB, vil nu fortsætte succesen og lade flere arbejdsløse bygge med på renoveringen af boliger. Det sker, når yderligere 500 boliger i Korsløkkeparken om tre måneder bliver sendt i udbud.

Projektet er en del af 'Byg til Vækst', som er et samarbejde mellem alle de fynske kommuner om at skaffe folk i job i byggebranchen.

- Vi har en stor udfordring i at skaffe kvalificeret arbejdskraft til alle de byggerier, der er i gang i Odense og på Fyn. Det her tiltag er super, siger Søren Folkersen, formand for 'Byg til Vækst'.

Mange sidegevinster ved projektet

For kundechefen i Fyns almennyttige Boligselskab, Jacob Michaelsen, giver det god mening at tage et socialt ansvar.

Samtidig ser han mange andre gevinster ved projektet.

- De unge er med til at bygge noget op og er med på byggepladsen. Det betyder, at de passer lidt bedre på deres område, siger Jacob Michaelsen.

Markos første job i Danmark

Michael Christoffersen har været med i projektet i et stykke tid nu og er blevet betroet at hjælpe et par nye arbejdsløse i gang. En af dem er Marko Markovich fra Bosnien.

- Det er mit første arbejde her i Danmark, så jeg er meget glad for at få et job, siger han.

Med til historien hører, at Marko Markovic arbejder uden løn to dage om ugen på byggepladsen - og tre dage går han til danskundervisning. Hans bosniske kone, som har fast arbejde i Danmark, forsørger ham.

Michael Christoffersen arbejder på byggeriet for den kontanthjælp, som han får.

Ud over renoveringen i Korsløkkeparken planlægger FAB også at have unge arbejdsløse med på projekter i fire andre store boligafdelinger i Odense med op mod 1.500 lejligheder.

Tidligere på året blev idéen også udbredt til kommende byggerier i Svendborg.