Forsvarsminister Carl Holst (V) har egentlig forladt Region Syddanmark. Alligevel står den tidligere regionsformand øverst på dagsordenen på forretningsudvalgsmødet i dag klokken 15.
Regionspolitikerne får her fremlagt en foreløbig redegørelse i sagen, hvor Carl Holst er mistænkt for at bruge en af Regionen Syddanmarks ansatte - journalist Christian Ingemann - som personlig rådgiver under den seneste valgkamp.
Hvis ikke redegørelsen renser Holst for mistanken, så vil regionsmedlemmer på tværs af regionsrådet have sagen belyst endnu mere grundigt.
- Redegørelsen skal fuldstændig frikende Carl Holst, ellers er vi nødsaget til at gå videre i teksten med det her. Hvis regionens midler er brugt til politisk arbejde, som er regionen uvedkommende, så må vi have Tilsynsrådet ind i sagen, siger Dansk Folkepartis regionsmedlem, Thies Mathiesen, til DR Fyn.
Visitkort ind i sagen
Det såkaldte tilsynsråd er Statsforvaltningens tilsyn, som skal sikre, at kommunerne og regionerne overholder lovgivningen.
Også det radikale medlem Kristian Grønbæk Andersen vil have flere juridiske øjne på sagen.
- Jeg synes, at Tilsynsrådet skal kigge på det her. Der er rejst alvorlig tvivl om, om regionens medarbejder er blevet brugt til formål, som falder uden for det, man må, siger han til DR Fyn.
Carl Holst har gentagne gange afvist, at Christian Ingemann, som i dag er ministerens særlige rådgiver, arbejdede for ham under sommerens valgkamp. Over for TV2 har den tidligere regionsformand sagt, at Ingemann 'ikke har arbejdet som personlig rådgiver eller personlig assistent'.
Men i dag kan Fyens Stiftstidende ved hjælp af Christian Ingemanns visitkort fra før valget dokumentere, at Ingemann selv betegner sig som "personlig assistent" for Holst.
Mails og Word-dokumenter
Den nye oplysning kommer efter flere mails til og fra DR Syd viser, at Carl Holst i flere tilfælde brugte Christian Ingemann til at forberede sig til politiske valgdebatter i radioen.
Derudover har Jydske Vestkysten modtaget flere mails fra Carl Holsts kampagnemail, som han har brugt i forbindelse med sit folketingskandidatur.
Når man læser de vedhæftede pressemeddelelser og debatindlæg i tekstbehandlingsprogrammet Word, kan man ifølge Jydske Vestkysten se, at de alle er oprettet af en Christian Ingemann.
Det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Karsten Uno Petersen understreger derfor vigtigheden af, at man får vendt hvert et papir og hver en mail i sagen:
- Vi vil bore videre. Det er virkelig vigtigt, at vi får det her belyst helt til bunds, siger Karsten Uno Petersen.
Tavs Holst
SFs regionsrådsmedlem Ida Damborg åbner mulighed for, at sagen kan ende med en politianmeldelse af den nuværende forsvarsminister. Hun vil dog i første omgang også have Tilsynsrådet ind i sagen.
Carl Holsts afløser som regionsformand, Stephanie Lose (V), sagde i går, at hun ikke vil stå i vejen for yderligere undersøgelser af sagen.
Carl Holst har over for DR ikke ønsket at kommentere de nyeste oplysninger fra Jydske Vestkysten og Fyens Stiftstidende. Han afventer redegørelsen fra regionen, lyder det i en mail til DR Nyheder fra forsvarsministerens særlige rådgiver, Christian Ingemann.