Politikere er rystede over Carl Holst og direktøren i Region Syddanmark vil have undersøgt, hvad der er foregået i Carl Holst-sagen. Carl Holst - nuværende forsvarsminister og tidligere formand for Region Syddanmark - er under mistanke for at have fået en embedsmand i regionen til at hjælpe sig med at føre valgkamp op til folketingsvalget.
Embedsmænd må kun hjælpe, hvis det har relation til den myndighed han eller hun repræsenterer. De må altså ikke hjælpe politikere med valgkamp, som er et rent privat anliggende.
I Carl Holsts tilfælde er det særlig rådgiver, Christian Ingemann, der angiveligt har hjulpet, og i dagens løb er flere og flere belastende mails og sms'er dukket op, der antyder, at der er noget om snakken.
Hvad er der dokumentation for?
Christian Ingemann var tilknyttet et projekt i regionen, der hed Smart Velfærd.
- Det, vi kan konstarere, er, at der er forlydender om, at han har beskæftiget sig med en hel masse andre ting. Og der er sikkert mange, der vil spørge ind til det her, så det, vi vil undersøge, er, hvad der er af dokumentation for det ene og for det andet, siger Jens Elkjær, der er konstitueret regionsdirektør.
Han siger, regionen altså vil undersøge, hvad Christian Ingemann har lavet på projektet, og hvad der ellers har været af kommunikation ind og ud af huset, med rådgiveren som afsender og modtager.
Rystet socialdemokrat
På et forretningsudvalgsmøde i Region Syddanmark i morgen onsdag skal politikerne tage stilling til, hvad der skal ske i sagen, og der er på forhånd flertal for en nærmere undersøgelse af sagen.
Og en af dem, der vil kræve en undersøgelse, er næstformand for socialdemokraterne i Region Syddanmark Karsten Uno Petersen:
- Jeg er faktisk en lille smule rystet over det her. Vi har jo set de her mails nu. Vi har set dem sort på hvidt, og Carl Holst ved jo godt efter de mange år i både amtsråd, regionsråd, der ved han jo udmærket godt, hvor skillelinien er mellem offentlig og privat, siger Karsten Uno Petersen.
Regionsformand Stephanie Lose (V) vil ikke stå i vejen for en undersøgelse og ser frem til en foreløbig redegørelse på forretningsudvalgsmødet i morgen.