Der kan være hård konkurrence om medlemmerne i idrætsforeninger landet over.
En undersøgelse fra 2016 viser, at 46 procent af de danske idrætsforeninger ser naboklubben eller andre foreninger som den største konkurrent i at fastholde medlemmer.
Det kan føre til, at hold må nedlægges, så man ikke længere kan dyrke sin idræt.
Men hvordan sikrer man, at ens børn kan blive ved med at dyrke fodbold, tennis eller bowling?
Svaret er måske egentlig ret simpelt:
Samarbejde.
- Det er en tradition, at man gerne vil samle medlemmer. Så går spillerne over til naboklubben, og så ser man det som konkurrence, forklarer Søren Møller, der er formand for DGI og uddyber:
- Men i virkeligheden er det nok forkert at tænke sådan. For i virkeligheden er der egentlig medlemmer nok til alle, hvis man forstår at samarbejde om hvilke tiltag, der skal til.
Samarbejde gør det sjovere
Et af de steder, hvor man har set en fordel i at samarbejde i stedet for at konkurrere, er på Sydfyn. Her mødes pigerne fra flere lokale klubber en gang hver anden uge til én stor fællestræning.
- Det er federe at spille fodbold nu, fordi man kender flere med samme interesse, siger Lærke Berg Westberg, der spiller for Fortuna Svendborg-Tåsinge fB.
En holdning, som hun ikke er ene om at have.
- Det er sjovt at se ens modstandere og træne sammen med dem. Så lærer man dem også at kende, så man kan tackle igennem på dem, siger Freja Viaretti Svennum fra Stenstrup If og Kirkeby IF grinende.
For trænerne er det en fornøjelse at stå med en stor flok spillere. På den måde har de nemlig bedre mulighed for at udfordre den enkelte spiller mest muligt.
- Der er ikke nogle piger, der har flyttet klub, og det er slet ikke vores intention at stjæle hinandens spillere. Vi skal bare skabe et sted, hvor de kan udvikle sig og have det sjovt samtidig, siger Heidi Bruun, der er træner i Fortuna Svendborg-Tåsinge fB.
I tv-indslaget herunder kan man se, hvordan samarbejdet har gavnet de sydfynske fodboldpiger.
Forskel på land og by
Opskriften på det perfekte samarbejde kan imidlertid ikke skrives på forhånd. Der er nemlig stor forskel på de udfordringer, foreningerne står overfor.
- I landområderne kan vi nogle gange se, at der opstår problemer, når der bliver ændret i skolestrukturen, og børnene begynder at få nogle andre hverdagsmønstre og nye kammeratskabsgrupper. Så kan det være hårdt for en forening at fastholde sine aktiviteter, siger Søren Møller.
Her mener DGI-formanden, at det i høj grad handler om at tale sammen og skabe tilstrækkeligt med med muligheder for medlemmerne. Et problem, der ikke er så udbredt i de større byer.
- Når vi kigger ind i byområderne handler det måske mere om at hjælpe hinanden, siger Søren Møller og uddyber med en historie om OL-sølvvinderen i hækkeløb, Sara Slott Petersen:
- Hun var egentlig rigtig god til at løbe stærkt i fodbold, men til gengæld ramte hun ikke bolden så godt. Det bemærkede træneren, så han kom og spurgte hende, om hun ikke skulle gå til atletik i stedet for, og det viste sig at være en rigtig god idé.
Skal skifte synsvinkel
Men det er ikke kun igennem holdsamarbejder, man kan gavne klubberne sammen og hver for sig, mener Søren Møller.
- Samarbejde er måske ligeså meget om, at man snakker med børnene. Så i stedet for at stoppe, så finder man ud af, hvad de i virkeligheden trives med, siger han.
Ifølge ham er det vigtigt, at foreningerne ikke ser det som et udtryk for konkurrence, når et medlem stopper eller skifter klub.
Derfor handler det om at finde ud af, hvad det egentlig er, der giver lyst til at være aktiv.
- Drømmescenariet er, at foreningerne i lokalområdet snakker lidt sammen og får en fælles forståelse for, hvor børn og unge har lyst til at være og hvorfor i stedet for at se det som en konkurrence mellem fodbold og gymnastik, forklarer Søren Møller.
For en ting står helt fast. Pigerne i det sydfynske fodboldfælleskab har ikke tænkt sig at stoppe.
- Vi vil helt klart blive ved, for vores store drøm er at komme på landsholdet, siger Lea Brandt Bertelsen, der spiller i Fortuna Svendborg-Tåsinge fB.