På seniorholdet ”Idræt om dagen” mødes en flok aarhusianere på plus 60 hver uge og giver den gas med alt fra floorball til badminton. Og seniorerne i Brabrand er ikke de eneste.
Tal fra DGI viser, at der på landsplan er knap 20 procent flere seniorer, som er medlem af en idrætsforening i år end for fem år siden. I Østjylland er tallet helt oppe på 26 procent.
Det er gode nyheder, mener Malene Bach, som er projektleder i "Bevæg Dig For Livet-senior”, som står bag seniorholdet ”Idræt om dagen” i Brabrand. Hun tror, at endnu flere potentielt kunne have lyst til at engagere sig i senior-idrætten.
- Kommunerne kan også være med til at rekruttere til det her tilbud. Deres fysioterapeuter og diætister, som har med de her borgere at gøre, kan reklamere for nogle af de her tilbud, vi sætter i gang, siger Malene Bach.
Nye kommer til
Holdet ”Idræt om dagen” har i dag små 20 deltagere, men er i vækst fra gang til gang, fortæller formanden for Brabrand Idrætsforening Jens Jensen.
- Det er dejligt at se, at der er nye folk næsten hver gang. Jeg synes, det er en succes. Folk har været gode til at tage naboen under armen og tage dem med til træning, siger han.
En af dem, som har været en fast del af holdet fra starten er 74-årige Leila Schmelling.
- Vi får prøvet en masse forskellige ting som floorball og curling. Jeg synes, curling så fjollet ud på tv, men vi blev alle bidt af det, da vi prøvede det selv, fortæller hun.
En anden, som har været ambassadører for det nyopstartede hold, er Ynna Nielsen. Og selvom hun kun har været med én gang, har hun allerede skaffet én ekstra deltager.
- Jeg læste en annonce i avisen og tog min søster med. Træningen giver energi, og man har det virkelig godt bagefter, siger hun.
Det sociale er vigtigt
Det er dog ikke kun motion og sved på panden, som Leila Schmelling kommer for. Tredje halvleg er lige så vigtig.
- Den her blanding af hygge og sport er rigtig god. Da jeg blev pensionist, ville jeg gerne møde andre på min egen alder og dyrke lidt motion, siger Leila Schmelling, mens Ynna Nielsen supplerer.
- Det sociale er en vigtig del af træningen. Du får nye input, og du lærer nye mennesker at kende, fortæller Ynna Nielsen.
Mød 74-årige Leila Schmelling øverst på siden og hør, hvad senior-idrætten har givet hende.