En konkurs. Bunker af uafsluttede lønsager og massevis af forandringer og usikkerheder.
Det har været to og et halvt år fyldt med masser af turbulens for de syddanske ambulancereddere, som har været med hele vejen fra Falck over det konkursdømte Bios og altså nu til regionens eget selskab Ambulance Syd.
Og den kaotiske tid har sat sine spor hos redderne.
Det viser en aktindsigt i den seneste trivselsundersøgelse blandt medarbejderne hos Ambulance Syd, som DR Fyn har fået.
Her svarer især ambulanceredderne, at overgangen fra Bios til Ambulance Syd, har gjort det svært at være på arbejde.
- Det var en turbulent periode at komme over til regionen, siger Johnny Godtfredsen, der har været ambulanceredder i 14 år, og uddyber:
- Forandring plejer at være sundt, men der har måske været for mange på relativt kort tid. Det er bare et læs grus i trillebøren hele tiden, hvor der er rigeligt i forvejen.
Unge overvejer fremtiden
I kølvandet på Bios' konkurs i sommeren 2016 blev redderne kastet ud i en langvarig kamp for at få de lønkroner, som de havde til gode fra tiden i det dansk-hollandske ambulanceselskab.
I dag mangler mere end 300 reddere fortsat at få afsluttet deres lønsager, som stadig behandles hos Region Syddanmark.
De pressede arbejdsforhold og den manglende arbejdsglæde har betydet, at flere af de yngre ambulancereddere kraftigt overvejer deres fremtid som reddere.
- Der er nogen, der har en alder, hvor de siger, at de ikke har så mange år tilbage, så vi bider i det sure æble og bliver. Men der er også mange yngre kollegaer, der siger, at de ikke kan se sig selv i det her, indtil de skal på pension, fortæller Johnny Godtfredsen.
Derfor er der flere af Johnny Godtfredsens kollegaer, der er i gang med andre uddannelser sideløbende med deres ambulancegerning.
- Kunsten den er så at beholde de kollegaer. For det er ikke nogen verdenshemmelighed, at hvis det ikke bliver bedre, så smutter de igen, siger fællestillidsmand i Ambulance Syd, Fritz Kjær.
Arbejdsglæden skal op
I Ambulance Syd erkender direktør Steen Schougaard, at der har været mange forandringer. Derfor har han ét overordnet mål, som han vil arbejde for.
- Vi skal have et arbejdsmiljø, som er super tilfredsstillende, siger han og pointerer:
- De medarbejdere vi har, de er her for at passe på borgerne i regionen. Og selvfølgelig skal de have en arbejdsplads, hvor de føler, at arbejdsmiljøet er godt. Så det er helt klart en førsteprioritet.
En af måderne Ambulance Syds knap 700 medarbejdere kan få et bedre arbejdsmiljø, er ifølge Steen Schougaard, at indføre en korpsånd. Derfor har de blandt andet valgt at uddanne udvalgte medarbejdere til at spotte mistrivsel hos kollegaerne.
- Vi arbejder meget målrettet på, at der skal skabes en større tillid til ledelsen, ved at vi i langt højere grad involverer medarbejderne, sådan at de ikke føler, at forandringer bare er noget, der bliver trykket ned over hovedet på dem, siger han.
Direktøren i Ambulance Syd er da også sikker på, at arbejdsmiljøet kan reddes.
- Det er helt klart realistisk, og det er også realistisk, at vi ser markante forbedringer på arbejdsmiljøet. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt over for vores medarbejdere, siger han.