Dårlige arbejdsvilkår, manglende lønudbetalinger og millionregninger til Region Syddanmark fyldte avisspalterne i ugerne op til og efter, at ambulanceselskabet Bios blev begæret konkurs.
I dag er det et år siden, at konkursen blev til virkelighed, men den spøger stadig, fortæller Fritz Kjær, fællestillidsmand for redderne ved Ambulance Syd, som overtog ambulancedriften i Region Syddanmark efter Bios.
Ifølge Fritz Kjær har det arbejdsmiljø, som redderne oplevede ved Bios sat sine spor, og han mener, at arbejdsmiljøet er det vigtigste sted at sætte ind lige nu.
- Hvis man kigger på arbejdsmiljøet og kommer til bunds i det, så er jeg slet ikke i tvivl om, at man kan bringe sygefraværet ned, siger han.
Siden ambulancedriften blev overtaget af Ambulance Syd er sygefraværet faldet fra 6,4 procent til 5 procent. Målet er 4,1 procent.
Det sidste års opstart af Ambulance Syd har også været præget af en del oprydningsarbejde efter Bios, fortæller drifts- og ambulancechef René Sigvartsen fra Ambulance Syd.
- Det har været en lang proces, og det har været et stort arbejde at få afklaret de her gamle forhold, siger han.
Løn til reddere er stadig ikke udbetalt
Det er Region Syddanmark, der er ansvarlige for det nye ambulanceselskab, og regionsrådsformand Stephanie Lose (V) så gerne, at selskabet i opstartsåret havde haft mere tid til at fokusere på udrykningskørsel fremfor at spekulere på hængepartierne fra konkursboet.
Hun nævner lønkravene fra de tidligere Bios-ansatte som en problematik, der endnu ikke er løst.
- Jeg kunne ønske mig, at de gamle lønkrav var ude af verden for lang tid siden. Det er de ikke kommet, selvom vi har brugt rigtig mange ressourcer på det, siger hun.
En af de største udfordringer det seneste år har været at få vagtplanen til at hænge sammen, fordi der ikke har været reddere nok. Ambulance Syd startede nemlig med det samme antal reddere, som Bios sluttede med, fortæller regionsrådsformanden.
Det tog Ambulance Syd ni måneder at nå op på fuld bemanding. Den 1. maj i år kunne regionen således meddele, at der ikke længere er mangel på ambulancereddere i Region Syddanmark. I dag har selskabet 575 reddere ansat på fuldtid.