Den hollandske koncern Bios Groep, som stod bag det konkursramte Bios Danmark, kan ikke forstå det billede, som DR Fyn og Fyens Stiftstidende har afsløret om manglende akutbiler.
Selskabets pressemedarbejder Martin van Leeuwen har fået tilsendt et grafisk overblik over akutbilernes tid ude af drift, som for Faaborg-akutbilens vedkommende var knap en femtedel af tiden under Bios. Og for de tre akutbiler i Haderslev, Skærbæk og Grindsted i Jylland en fjerdedel.
- Vi genkender ikke de præsenterede fakta. Såvidt vi kan se, er bilerne i oversigten køretøjer, som vagtcentralen rådede over. Det giver ingen information om, hvorvidt køretøjerne var til rådighed. Om bilerne skulle køre ud, var op til vagtcentralen, som blev drevet af regionen, lyder det fra Bios i et skriftligt svar.
Bios: Falck opførte sig uansvarligt
Bios svarer ikke på vores spørgsmål om, hvorfor akutbilerne var nede så stor en del af tiden. Ej heller på spørgsmål om, hvorvidt akutbilerne har været en falsk tryghed.
Vi har også spurgt Bios, hvordan selskabet har det med, at de manglende beredskaber kan have kostet liv. Til det svarer pressemedarbejder Martijn van Leeuwen:
- Bios var utrolig godt forberedt på ambulancemarkedet, men kunne ikke have forudset Falcks uansvarlige opførsel, og at regionen ikke greb ind over for det. Efter vores opfattelse er det Falck, som har skabt en risiko ved at trække over 300 reddere ud af Region Syddanmark for at forpurre konkurrence på markedet.
Bios påpeger desuden, at selskabet anser det for dårlig ledelse, at Region Syddanmark efter Bios' opfattelse lod Falck flytte hundredevis af reddere ud af regionen til andre landsdele, inden Bios overtog ambulancedriften i september 2015.
Ifølge Bios burde regionen have holdt Falck op på en klausul i kontrakten, som forpligtede Falck til at medvirke loyalt ved overgangen til en ny ambulanceoperatør.
I maj 2015 indkaldte regionen dog Falck til et møde for netop at drøfte loyalitetsforpligtelsen i kontrakten. Det skete, efter det kom frem, at Falck skulle have truet reddere med fyring, hvis redderme hjalp Bios med opstarten, mens de var ansat hos Falck.
Daværende sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær udtrykte tilfredshed efter mødet.
- Vi har haft et godt møde, og jeg er tilfreds med, at Falck tilkendegiver, at de tager deres kontraktuelle loyalitetsforpligtelse meget alvorligt, udtalte han dengang, sagde han dengang.
Konkurrencestyrelsen på sagen
Bios har ikke villet forholde sig yderligere til hverken akutbilerne eller tiden som ambulanceoperatør i Danmark generelt, fordi selskabet afventer en afgørelse på krav om, at Region Syddanmark skal betale Bios erstatning.
Bios kræver erstatning, blandt andet fordi selskabet mener, regionen har lækket fortrolige dokumenter til Falck, og at kontakten mellem Falck og enkelte politikere i regionen har været for tæt.
Det fortalte Bios' advokat Torkil Høg i juli, efter Fyens Stiftstidende var kommet i besiddelse af en mailkorrespondance mellem advokaten og regionen.
Konkurrencestyrelsen er fortsat i gang med dens undersøgelse af, hvorvidt Falck har misbrugt sin dominerende position på markedet til at forhindre Bios i at etablere sig. Bios kræver 90 millioner kroner af Falck i erstatning.