Chokerede borgere om manglende akutbil: Vi er blevet holdt for nar

Akutbilen i Faaborg var ude af drift i gennemsnit hver femte dag. Rystende og uacceptabelt, mener borgerne.

Dorthe Ibba har før haft brug for akutbilen. Hun lider af en voldsom form for allergi, hvor hun skal have hjælpen indenfor ti minutter, hvis hun ikke skal at blive kvalt. (Foto: © Andreas Bastiansen, Jysk Fynske Medier)

Borgerne i Faaborg har i de seneste uger kæmpet en indædt kamp for at få områdets akutbil tilbage.

Den blev sparet væk i sommer, da Region Syddanmark skulle finde besparelser for 180 millioner kroner for at budgettet kunne hænge sammen.

Beslutningen vakte stor vrede blandt borgerne. De var bange for, at det ville tage længere tid, før de kunne få hjælp.

Men nu afslører en omfattende kulegravning, som DR Fyn og Fyens Stiftstidende har lavet af Region Syddanmarks egne tal, at akutbilen i Faaborg reelt var ude af drift i det, der svarer til hver femte dag, mens den eksisterede.

Det ryster Andreas Møller, der er talsmand for den protestgruppe, der slås for at få akutbilen tilbage til Faaborg.

- Det kan ikke passe, at en tryghedsmekanisme, som en akutbil er, skal være ud af drift 20 procent af tiden. Det er en skandale, siger han.

Akutbilen er en del af det sikkerhedsnet, som borgerne forventer fungerer, når de har brug for hjælp, påpeger han.

- Som tavl familiefar tænker jeg ikke over akutberedskabet. Det er noget, som, man underbevidst bare tror, fungerer. Derfor er det en ekstra stor skandale, når den så slet ikke er der, raser Andreas Møller.

"De gambler med borgernes sikkerhed"

En af de faaborgensere, der har haft brug for akutbilens hurtige hjælp, er Dorthe Ibba.

Hun lider af voldsom allergi og får store vejrtrækningsproblemer, når hun bliver ramt af et anfald. Ifølge hende skal hun have eksperthjælp fra en akutbil eller en ambulance indenfor ti minutter, hvis hun ikke skal risikere at blive kvalt langsomt.

Hun er vred på regionen og regionsrådspolitikerne over, at de har accepteret, at akutbilen i Faaborg har været så meget ude af drift.

- Jeg kan ikke længere stole på de politikere, der sidder på samlerne. Man spiller med skjulte kort, og så kan man ikke stole på hinanden. Ærlighed, det kommer man længst med, siger Dorthe Ibba.

Hun føler, at politikerne har gamblet med borgernes sikkerhed og efterladt dem med en falsk tryghed.

- Jeg tror simpelthen, at det er et held, at der ikke er nogen, der er døde. Men mindre at det ikke er kommet frem, at der er nogen, der er døde, siger Dorthe Ibba.

Læg alt frem

Protestgruppen i Faaborg med Andreas Møller i spidsen forlanger nu, at politikerne lægger alle kort på bordet, så det kan blive klarlagt, hvor ofte akutbilerne og ambulancerne har været ud af drift.

Borgerne har nemlig ret til at vide, hvor hårdt ambulanceberedskabet i virkeligheden har været ramt af biler, der holdt stille, påpeger Andreas Møller.

- Det er den eneste fair måde at sige til borgerne, at det her har ikke fungeret. Så kan de skyde skylden på sig selv, hinanden eller embedsværket, det er borgerne ligeglade med, siger Andreas Møller og fortsætter:

- De vil bare have en løsning frem til valget, og så er det op til dem at bestemme, hvilke partier og personer der skal repræsentere dem i fremtiden.

Det var ikke kun akutbilen i Faaborg, der var ude af drift i store perioder. Akutbilerne i Haderslev, Grindsted og Skærbæk, der også blev lukket som en del af regionens spareplan, var ude af drift, i hvad der svarer til hver fjerde dag.