39 år, selvstændig og far til tre: Finn er blandt verdens bedste cross triatleter

Finn Kaczmarek balancerer i gråzonen mellem egosime og familieliv, når drømmen om at deltage ved VM i cross triatlon skal realiseres.

(Foto: © Rasmus Valentin)

Tungen sidder lige i munden. Øjnene er stift rettet mod underlaget, der fører cyklen hen over sten, træstammer og tobleroneformede træbroer, mens hænderne holdes parat til at klemme bremserne i bund.

Dét er der brug for, når Finn Kaczmarek med fuld fart snor sig op og ned ad skovens smalle jordstier.

Han er ved at forberede sig til VM i cross triatlon.

Her lyder opskriften på 1.000 meters svømning, 30 kilometer på mountainbike og 10 kilometers løb.

En disciplin, hvor verdensmesteren på tirsdag skal findes i Svendborg.

En af dem, der har chancen for at kæmpe sig frem til titlen, er Finn Kaczmarek.

Han er 39 år, far til tre, selvstændig fysioterapeut, frivillig fodboldtræner. Og nå ja, så er han også en af verdens 25 bedste cross triatleter.

- Jeg håber ikke, at jeg siger nej til familien. For så synes jeg, at det har stukket af for mig, siger Finn Kaczmarek, mens han holder en pause fra træningen ved Stavis Åen i Odense.

Kunsten at finde balancen

Det er ikke noget nyt for familien Kaczmarek, at far Finn dyrker udholdenhedssport på et højt niveau. Han har nemlig i fem år tilhørt den danske triatlon-elite.

Men da barn nummer to for ti år siden var på vej, lagde han svømmebriller, lycratøj og løbesko på hylden.

For tre år siden begyndte han dog at "lugte savsmuld igen". Denne gang var landevejscyklen byttet ud med en mountainbike på motionsplan.

Men da den 39-årige familiefar fandt ud af, at der skulle køres VM på Fyn, tog han en snak med sin kone. Hun skulle være med på idéen om, at han ville udleve drømmen om at repræsentere de rød-hvide farver - oven i købet lige i baghaven.

- Min kone kender mig og min passion. Hun ved, hvem Finn er. Hun står dog ikke altid og klapper i hænderne over alt, hvad jeg gør, og bare giver mig lov til at leve mit ego liv. Og heldigvis for det, forklarer Finn Kaczmarek.

Derfor er ægteparret blevet enige om nogle vilkår. De skal sikre, at det primære fokus altid er på familien.

- Jeg prøver så vidt muligt at være fleksibel i forhold til familien. Derfor træner jeg meget sjældent mellem klokken 15 og 20 om aftenen, forklarer han.

Ti timers træning og sponsorhjælp

Når træningstimerne ikke skal støde sammen med tiden med ungerne, må Finn Kaczmarek gøre brug af alle døgnets timer.

- Jeg træner i snit ti timer om ugen. Så det er ikke mange timer i forhold til dem, jeg skal møde. De træner gerne tre gange så meget. Men det er det, der er realistisk i mit liv som familiefar, siger han.

Derfor er det ikke atypisk, at Finn forlader en sovende familie ved fem-seks-tiden om morgenen.

Når han så har overstået sin træning, kan hverdagens trummerum begynde.

- Så er det ellers med at få børnene i skole, så på job og bagefter børnenes fritidsinteresser. Efter arbejde står den på aftensmad og smøring af madpakker, og så kan jeg godt finde på at tage ud at træne igen, siger Finn Kaczmarek, der også finder tid til at være frivillig træner på sin søns fodboldhold.

En del af kompromiset med konen har været, at det heller ikke var noget, der skulle gå ud over familiens økonomi.

Derfor har det været essentielt for den selvstændige fysioterapeut at finde en måde at kombinere arbejde og træning.

- Hvis jeg har en pause på 45 minutter på jobbet, så kan jeg godt finde på at løbe en tur på 30 minutter, siger Finn Kaczmarek og fortsætter:

- Det sidste halve års tid har jeg taget to formiddage om ugen, hvor jeg har været afsted på cyklen. Men det har kun kunne lade sig gøre, fordi jeg er blevet støttet af en lokal sponsor.

Der er fuld fokus, når Finn Kaczmarek kaster sig ud i cross triatlon-disciplinen. (Foto: © Rasmus Valentin)

VM i multisport

Når Finn Kaczmarek i morgen tirsdag hopper i våddragten for at starte sin jagt på en god placering til VM i cross triatlon, er det en del af et stort, internationalt event.

Multisport World Championships kaldes det, og det er det største sportsevent, der nogensinde er blevet afholdt på Fyn.

Mellem 3.500-5.000 atleter fra hele verden deltager i verdensmesterskabet, der er det andet af sin art. Det første blev afholdt sidste år i Canada.

Der skal dystes om VM-medaljer i fem discipliner: Duatlon, cross triatlon, aquatlon, aquabike og den lange triatlon-distance. Der er konkurrencer for både motionister og eliteudøvere.

Målet er top 15

Når Finn Kaczmarek drøner rundt på sin mountainbike, svømmer eller løber, befinder han sig i sit naturlige miljø. Der, hvor kroppens styrke afprøves og giver et mentalt frirum.

- Det er enormt intenst, det er afvekslende og det er tilbage til rødderne, hvor du er ude i naturen. Der er hele tiden udfordringer. Så du skal arbejde rigtig intenst, men du skal også være rigtig opmærksom hele tiden, forklarer han.

Den 39-årige familiefar har kvalificeret sig til eliterækken.

Selvom han får har deltaget ved ironman Hawaii og opnået en syvendeplads ved ironman i Zürich, så kan han godt mærke, at han ikke længere kan følge med de unge drenge.

- Målsætningen er at give alt, hvad jeg har. Jeg er sindssygt stolt af at stå i landsholdstrøjen foran familie og venner, siger Finn Kaczmarek og fortsætter:

- Min drøm er at køre i top 15. Jeg dyster mod fuldtidstriatleter, hvor mange af dem ikke laver andet. Og mange af dem er 15 år yngre end mig. De er en anden liga, end jeg er. Men kan jeg klemme mig ind i top 15, vil jeg være rigtig, rigtig stolt. Men det kræver også, at alt spiller på dagen.

Allerede på torsdag gearer han op som fokuseret familiefar, når familien skal på ferie i Italien. Her står den for Finn Kaczmareks vedkommende både på øl og pizza.