Dansk triatlet snupper sølv og billet til VM på Hawaii

Helle Frederiksen endte på andenpladsen i Ironman-stævnet i Helsingør og kvalificerede sig til VM på Hawaii.

Helle Frederiksen efter sidste års 2. plads. (Foto: © JENS ASTRUP)

Det endte med endnu en sølvmedalje for Helle Frederiksen i søndagens Ironman-stævne KMD Ironman 70.3 European Championship i Helsingør.

Ligesom sidste år blev Helle Frederiksen toer, og dermed indløste hun en billet til VM på Hawaii senere på året.

- Nu har jeg sikret mig kvalifikation til VM på Hawaii for første gang, og det er jeg enormt stolt over.

- Og så må jeg bare komme tilbage og vinde næste år, jeg vil simpelthen have den her titel på et tidspunkt, siger Helle Frederiksen i en pressemeddelelse.

Australieren Melissa Hauschildt vandt stævnet i tiden 4 timer, 7 minutter og 18 sekunder.

Helle Frederiksen kom ind over målstregen 2 minutter og 25 sekunder senere.

- Jeg kom efter mere, men jeg er også glad og stolt over at vinde sølv. Melissa er ikke en frøken hvem som helst, hun har flere VM-titler på cv'et.

- Men hvor ville jeg have elsket at løbe ud på løbet som nummer et, så det var de andre, der skulle jagte mig og ikke omvendt, siger Helle Frederiksen.

Atleterne gennemførte 1,9 kilometers svømning, 90 kilometers cykling og 21,1 kilometers løb. Det kaldes i triatlonsporten for en halv ironman.

Helle Frederiksen var bedst i svømmedisciplinen og kom først op af vandet med et forspring på to minutter ned til de næste.

En defekt på cyklen kostede dog Helle Frederiksen dyrt. Hun blev overhalet af Melissa Hauschildt, som udnyttede, at danskeren måtte bremse meget og cykle de sidste kilometer uden luft i forhjulet.

Hos mændene vandt amerikaneren Rudolphe Von Berg i tiden 3 timer, 40 minutter og 22 sekunder.

/ritzau/