Billig prøvebolig skal lokke arbejdskraft til Bornholm

Ærø og Samsø har haft stort held til at lokke nye indbyggere til med nogle måneders prøvebolig.

Snart behøver folk, der overvejer at flytte deres liv til Bornholm, ikke at tage flyttelæsset med i første omgang. Fra næste år vil kommunen tilbyde en prøvebolig, så man lige kan se ø-livet an, inden man træffer den endelige beslutning. (Foto: © Færgen A/S, DR)

Du behøver ikke pakke hele dit hjem ned, sælge huset og flytte hele dit liv, selv om du har lyst til at prøve kræfter med et nyt job og et nyt familieliv et andet sted i Danmark.

Flere mindre øer har haft held med at tilbyde folk, der overvejer at flytte til øen, en billig og møbleret bolig i nogle måneder, så de kunne prøve, hvordan det er at bo der.

Og nu hopper Bornholm som den første store kommune – og ø – ud i samme eksperiment.

Kommunalbestyrelsen har netop besluttet at bruge en million kroner på prøvebolig og markedsføring af muligheden.

Vi mangler kvalificeret arbejdskraft, og det her kunne være en god og billig måde for folk at finde ud af, om man selv og familien kan finde sig til rette på Bornholm uden, at de skal træffe den endelige beslutning på forhånd, siger idémanden bag forslaget, Dansk Folkepartis Linda Kofoed Persson.

Bornholm har fået en del nye indbyggere i de senere år – både folk, der starter egen virksomhed især indenfor fødevareproduktion, børnefamilier og så pensionister.

Men det er en stor beslutning at rykke ud i Østersøen, så derfor vil kommunen godt give flere mulighed for at afprøve ideen eller måske ligefrem drømmen.

Ærø kommune med godt 6.000 indbyggere var første kommune til at tilbyde et prøvehus til folk, der overvejede at flytte til øen. Halvdelen af huset beboere har slået sig fast ned på øen.

Samsø med knap 4.000 indbyggere havde præmiere på sine prøveboliger i foråret, og her har alle beboere valgt at flytte fast til øen efter opholdet.

På Bornholm bor der 40.000 mennesker, så eksperimentet bliver et lidt andet.