Det har vist sig effektivt at tilbyde smagsprøver på ø-livet til nysgerrige, der søger luftforandring.
Samsø Kommune har i løbet af foråret udlejet møblerede prøveboliger i tre eller fire måneder til folk, der overvejer at flytte til øen.
Og succesen er stor: Alle tre familier, der flyttede i prøvebolig, er blevet boende.
Det tog højst to uger for Maja Lykke og hendes kæreste, fra de flyttede ind i prøvehuset i Sælvig med deres etårige søn, til de vidste, at de ville være ø-boer permanent.
- Samsø kunne tilbyde meget af det, vi havde efterspurgt i form af natur og åben himmel. Så det har virkeligt været godt, siger Maja Lykke.
Den lille familie flyttede fra København og havde både overvejet Fyn og Jylland, inden de faldt over Samsøs prøveboliger. Og siden har de fuldbyrdet forholdet til øen med arbejde og ny bolig i Nordby.
- Det var de to kriterier, der var, for om vi kunne blive eller ej: At finde noget at bo i og finde et arbejde hver især, siger Maja Lykke.
Mens Maja Lykke og familien aldrig før havde overvejet Samsø, lå det altid i kortene for Pia Christensen, at øen havde en plads i hendes liv. Og muligheden for at flytte ind i en prøvebolig gjorde det nemt at tage beslutningen.
- Jeg fandt ud af efter to måneder, at det var bare det her, jeg skulle. Jeg fandt ro med mig selv og faldt ind i det mode, der er på Samsø. At man tager det stille og roligt, siger Pia Christensen.
Den sidste familie, der flyttede til øen, har også valgt at blive boende.
Til efteråret begynder Samsø med næste omgang prøveudlejning.